Startede som aprilsnar: Nu sender Pokemon-app Nintendo til tops

Nintendo-aktien fortsætter sin eksplosive vækst takket være et nyt populært Pokemon-spil.

Aktionærerne bliver ved med at belønne den japanske spilkoncern Nintendo efter lanceringen af det hypede mobilspil Pokemon Go. I dag er aktien således nået op over 25.000 japanske yen

Det er en stigning på over 60 procent på en enkelt uge. Pokemon Go blev i denne uge lanceret i Tyskland efter stor succes i USA, New Zealand og Australien, hvor spillet kom på gaden den 6. juli i år.

Den voldsomme vækst kommet oven på et år fyldt med dårlige oplevelser på aktiemarkedet for den gamle japanske virksomhed, men det har det nye populære mobilspil vendt op og ned på.

Skete i 1990'erne

Det er ikke første gang Pokemon sender Nintendo-aktien mod skyerne. Da Pokemon første gang kom på markedet i slutningen af 1990'erne blev tegneseriefigurerne et kæmpe hit verden over. Det gav udslag i en vækst på aktiemarkedet, som til forveksling kan ligne den, der udspiller sig i dag.

Men som en kursgraf fra dengang viser, varede opturen ikke ved alt for længe. Efter at have toppet i slutningen af 1990'erne faldt aktien i starten af 2000'erne til en tredjedel af værdien fra Pokemon-toppen.

Ifølge Bloomberg kunne den aftagende Pokemon-hype i 1990'erne blandt andet ses i den stærkt dalende værdi på Pokemon-spillekort. Et kort med den sjældne Charizard-figur faldt i den periode fra 375 dollar til bare 100 dollar.

Startede som aprilsnar

Idéen til det nye Pokemon Go blev ifølge Bloomberg til som en aprilsnar i 2014, hvor Google for en kort stund gav brugerne af Google Maps mulighed for at finde Pokemon.

Det fik virksomheden Niantics Labs, som dengang hørte under Google, til at arbejde videre med idéen og sammen med Nintendo begyndte de at udvikle det, der i dag er Pokemon Go.

Niantics blev i 2015 købt fri af Google blandt andet ved hjælp af Nintendo-koncernen.

Se hvordan chefen for en af Danmarks mest populære apps ser på fremtiden på app-markedet ved at klikke på linket herunder: