Lokker kunder i butikken: Pokémon Go bliver et gyldent salgstrick

Den ultrapopulære spil-app Pokemon Go rummer et kæmpe potentiale for nye markedsføringsmetoder.

Lige nu jagter over 15 millioner mennesker verden over de virtuelle Pokémon-figurer via spilappen Pokémon Go. Nintendos aktiekurs brager opad, og den japanske spilproducent er blevet over 92 mia. kr. mere værd.

Nintendo er ikke de eneste, succesen gavner. Alverdens virksomheder kan nemlig udnytte teknologien til at skaffe sig kunder.

Køber kunder

- Pokémon Go er i sig selv en markedsføringsmulighed, fordi virksomheder kan bruge appen til at tiltrække Pokémons, så spillerne kommer ind i butikken, siger Søren Langkjer Ravn, strategi- og konceptudvikler i det digitale kommunikationsbureau Magnetix. 

Pokémon-spillet handler om at indfange virtuelle Pokemon-figurer, som er koblet til gps-koordinater i virkeligheden og kun kan "ses" gennem appen.

For et lille beløb kan spilleren placere såkaldte "lures" - lokkemad - på bestemte steder og på den måde tiltrække de eftertragtede figurer - og dermed også andre spillere, der er på jagt.

Potentiale for Nintendo

En pizzamand i New York har ifølge New York Post allerede øjnet fidusen og fylder sin restaurant med Pokémon-jægere. Ifølge Søren Langkjer Ravn vil det være oplagt at gøre det til et forretningsområde.

Se meget mere på TV 2s nye digitale  business-kanal TV 2 BUSINESS.

- Der er et kæmpe potentiale for spiludviklerne i at indgå samarbejder med virksomheder og give dem mulighed for at få Pokémons ind i deres butik eller lave events, hvor der er mange Pokémons. Det må være nogle tanker, de tænker, når de ser, hvor populært det er, siger han.

Erstatter snak om tilbud og priser

Teknikken bag Pokémon kaldes augmented reality - appen lægger et ekstra "lag" på virkeligheden.

Begrebet er ikke nyt i markedsføringssammenhæng - eksempelvis havde Faxe Kondi for få år siden en kampagne, hvor man skulle finde virtuelle fodbolde med mobilen. Pokémons succes vil sandsynligvis gøre augmented reality endnu mere udbredt inden for markedsføring, mener Søren Langkjer Ravn.

- For virksomhederne handler det om at finde nye måder at komme i kontakt med kunderne på. Traditionel markedsføring kan godt virke lidt for alvorlig og seriøs med sin snak om priser og tilbud. Det her er let og legende og meget uforpligtende for dem, der spiller, siger han.