Arvestrid i Harald Nyborg-familien: Nu vil halvbror have del i milliard-imperium

16x9
Kurt og Erling Daell. Foto: Christian Liliendahl / Scanpix Denmark

Der er magtopgør i Harald Nyborg-familien. Men erhvervslivet har før set langt mere dramatiske arvekrige.

Arvefølgen i familien Daell, der står bag byggevaremarkederne Harald Nyborg og Jem & Fix, er blevet udfordret.

Indtil videre har det været den 45-årige Erling Daell, der har været udset til at overtage direktørsædet efter sin far, 75-årige Kurt Daell.

Men en ny bejler til posten har ifølge Børsen meldt sig på banen.

Det er Erling Daells yngre halvbror, 27-årige Njal Daell, som nu åbent fortæller om sine ambitioner om topposten i familievirksomheden.

Njall Daell er på nuværende tidspunkt trainee i Jem & Fix-hovedkontoret i Vejle, og er for nylig trådt ind i milliardvirksomhedens bestyrelse.

Daell-familien tidligere i opgør

Det er dog ikke første gang, at der udbryder arveopgør i familien Daell. Sidst endte det i en decideret arvestrid, hvor den nuværende direktør i Harald Nyborg, Kurt Daell, spillede en hovedrolle.

Brødrene Christen og P. M. Daell, der i 1910 havde stiftet Daells Varehus, døde i 1974. Herefter overgik arven til brødrenes børnebørn, som var halvfætrene Kurt Daell og Peter Bjerrum.

De to kunne dog ikke enes om den fortsatte drift af varehuset, og den uenighed førte til et brud i 1988, hvor Kurt Daell overtog Daells Varehus, mens familien Bjerrum fik penge og ejendomme.

Daells Varehus lukkede i 1999.

Augustinus-familiens opgør

Året inden lukningen af Daells Varehus havde Augustinus-familien, der har opbygget formuen gennem tobak, ligeledes været gennem et dramatisk opgør mod ledelsen af Augustinus Fonden

Slaget blev søsat af den 82-årige Lili Augustinus, enke efter Ludvig Augustinus, som var femte generation i Augustinus-dynastiet.

Lili Augustinus ønskede at ændre sit testamente, så hendes sønner ville arve alle hendes aktier, i stedet for at de skulle overgå til Augustinus Fonden.

Striden endte i et forlig i 2000, der sikrede familien 502 millioner kroner.

Dramaet i familien Færch

En anden af landets store tobaksfamilier, Færch, har også været igennem et bittert og langvarigt arveopgør.

Striden har stået mellem to fløje i Færch-familien: 'Jyllandsklanen' med Lone Færch i spidsen og 'Sjællandsklanen' med tobaksenke Tineke Færch i spidsen.

En opsigtsvækkende del af striden blev afsluttet i november sidste år, hvor Tineke Færch tabte et søgsmål mod sin datter Merethe Færch.

Moderen mente, at hendes datter havde snydt hende for et stort millionbeløb ved en aktiehandel i midten af 00'erne, men hun fik ikke medhold i landsretten.

Der har udspillet sig flere kampe om arven udover de bitre kampe i Færch- og Augustinusfamilierne.

Senest har familien bag et af landets største godser, Gisselfeld Kloster på Sydsjælland, gjort sig bemærket med et opgør over et tre hundrede år gammelt testamente og retten til direktørposten.

Helene Danneskiold-Samsøe er i dag direktør, men hun og bestyrelsen på godset er blevet sagsøgt af sin kusine Erica Danneskiold-Samsøe og onkel Ulrik Danneskiold-Samsøe.

Manipulation i familieopgør

Østre Landsret afviste for nylig at afgøre på Gisselfeld-sagen, men landsretten fældede tidligere i år afgørelse i en anden familiefejde om en millionarv efter en velhavende landsretssagførerenke.

Her tabte et barnebarn og den kendte advokat Christian Harlang til en anden gren af familien.

Også familien efter bygherren og finansmanden Bøje Nielsen har været et infight om den store arv, og det samme har gjort sig gældende for familien efter biludlejningsentreprenøren Axel Pitzner.

På sit dødsleje havde den 82-årige Axel Pitzners ifølge Ekstra Bladet tilsyneladende giftet sig med sin ekskone på sit dødsleje, og hun gjorde umiddelbart fter begravelsen gjorde hun krav på sin arv til stor bestyrtelse for Axel Pitzners seks børn.