Overblik: Danske ofre i Afghanistan

16x9

Danmark har omkring 700 soldater udstationeret i Afghanistan. Størstedelen befinder sig i Helmand-provinsen i den sydlige del af landet.

I alt er 39 danske soldater blevet dræbt i landet siden 2002, mens to andre er døde af andre årsager.

10. juli 2011: Den 23-årige konstabel Alexan­der Biune fra Jydske Dragonregiment i Holstebro bliver dræbt af en vejsidebombe i Helmand i Afghanistan under en patrulje.

Soldaterne var i færd med at afdække vejsidebomben, da den eksploderede. Alexan­der Biune efterlader sig forældre, kæreste og to yngre søskende.

9. januar 2011: Den 23-årige konstabel Samuel Enig mister livet under en patrulje ved Patrol Base Line, der ligger seks kilometer nordøst for byen Gereshk i Helmandprovinsen, da en vejsidebombe eksploderer.

Samuel Enig efterlader sig hustru, far og mor samt fire søskende.

14. november 2010: Den 27-årige overkonstabel af første grad Jørgen Randrup fra Den Kongelige Livgarde bliver dræbt i området øst for Gereshk i Afghanistan. Igen er det en vejsidebombe, der eksploderer og dræber en dansk soldat. Jørgen Randrup efterlader sig sine forældre, en søster og en kæreste.

23. oktober 2010: Den 21-årige konstabel Mikkel Jørgensen bliver dræbt under en ildkamp i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Mikkel Jørgensen kom fra 3. deling i Charliekompagniet, udsendt fra Den Kongelige Livgarde i Høvelte.

22. september 2010: Den 21-årige Simon Mundt Jørgensen fra Den Kongelige Livgarde bliver dræbt ved en eksplosion i Helmandsprovinsen i Afghanistan.

Han mistede livet i forbindelse med en sikringsopgave, hvor han skulle beskytte nogle ingeniørsoldater.

Her blev han og en anden dansk soldat ramt af en eksplosion fra en improviseret sprængladning.

7. august 2010: Den 26-årige overkonstabel af første grad Erik Berre Rolandsen og den 28-årige overkonstabel Jimmi Bøgebjerg Petersen fra Den Kongelige Livgarde bliver dræbt, da deres infanterikampkøretøj kører på en vejsidebombe.

21. juli 2010: Den 26-årige premierløjtnant og delingsfører Jonas Peter Pløger fra Gardehusarregimentet i Slagelse, bliver dræbt, da han rammes af en improviseret spræng­ladning.

13. juni 2010: Den 33-årige flyveroverkonstabel Martin Kristiansen dør på felthospitalet i Camp Bastion, efter en improviseret sprængladning har ramt den pansrede mandskabsvogn han sad i. Han kom fra Flyvevåbnet i Karup, men var udsendt med Ingeniørregimentet i Skive.

1. juni 2010: Den 22-årige konstabel Sophia Bruun fra Gardehusarregimentet i Slagelse bliver dræbt, da den mandskabsvogn hun sidder i bliver ramt af en vejsidebombe i nærheden af patruljeba­se Bridzar.

Sophia Bruun er den første danske, kvindelige sol­dat, der er blevet dræbt i nyere tid.

8. januar 2010: Den 23-årige konstabel Simon Sejer Hoffmann fra 2. Lette Opklaringseskadron bliver dræbt, da en improviseret sprængladning rammer det køretøj, som de danske soldater kørte i under en operation i Helmand-provinsen.

25. november 2009: Den 23-årige konstabel Kenneth Patrick Nielsen fra 2. Lette Opkla­ringseskadrons 3. Spejderdeling dør af sine kvæstelser efter at være ramt af en sprængladning under en patrulje til fods i nærheden af patruljebasen Barakzai.

17. november 2009: Konstabel Rune Westy Zacharias Nielsen, dør af sine kvæstelser på Rigshospitalet i København efter at være blevet hårdt såret af en improviseret sprængladning i Afghanistan den 31. oktober.

23. oktober 2009: Den 23-årige sergent Michael Ebert blev ramt af et skud og dræbt, da han var på fodpatrulje med sin enhed i bazar-området i Green Zone ved Sandford-lejren i Afghanistan.

Michael Ebert kom fra det Mekaniserede Infanterikompagni, Den Kongelige Livgarde.

Michael Ebert blev udsendt til Afghanistan med Hold 8 i august 2009 og var som konstabel med i Irak fra februar til august 2007.

19. september 2009: Den 23-årige konstabel Steffen Bloch Larsen mister livet, da hans patrulje kommer under beskydning. Soldaterne fra tredje deling fra det mekaniserede infanterikompagni fra Den Kongelige Livgarde var på patrulje til fods i den nordlige del af det danske ansvarsområde. Steffen Bloch Larsen efterlader sig en kone, to forældre og en bror.

17. juni 2009: Den 26-årige overkonstabel Andreas Søgaard Brohus, den 21-årige konstabel Mads Lerche Rasmussen og den 23-årige konstabel Martin Abildgaard mister livet i Gereshk i Afghanistan, da en kraftig vejsidebombe rammer deres firehjulstrækker på Highway 1, der er hovedvejen gennem det danske ansvarsområde.

19. december 2008: Sergent Jacob Moe Jensen, konstabel Benjamin Davi Sala Rasmussen og konstabel Sebastian La Cour Holm omkommer, da deres pansrede mandskabsvogn rammer en mine eller en vejsidebombe i Helmand. En fjerde soldat såres, men er uden for livsfare.

4. december 2008: Over­konstabel Dan Gyde og konstabel Jacob Grønnegaard Gade bliver dræbt, da deres patrulje kommer under beskydning nær Gereshk i Afghanistan.

25. august 2008: Den 29-årige Henrik Christian Christiansen dør af sine kvæstelser, efter at hans forsyningskøretøj rammer en improviseret sprængladning.

25. juli 2008: Overkonstabel Jesper Gilbert Pedersen bliver dræbt og tre andre bliver såret, da en kampvogn fra den danske kampvognsdeling LOKE påkører en mine eller improviseret sprængladning.

31. marts 2008: Den 24-årige overkonstabel af 1. grad Christian Raaschou bliver dræbt i hårde kampe mod Taleban 20 kilometer nord for Gereshk.

26. marts 2008: Konstabel An­ders Bjørn Storgaard fra Den Kongelige Livgarde bliver dræbt i ildkamp mod Taleban i Helmand-provinsen.

17. marts 2008: Kaptajn Christian Jørgen Grundt Damholt, 33 år, og seniorsergent Sonny Kappel Jakobsen, 45 år, bliver dræbt i byen Gereshk i Helmand-provinsen. De arbejdede for et CIMIC-team, der beskæftiger sig med genopbygning, da de blev ramt af en formodet selvmordsbombe. En anden dansk soldat blev såret.

24. februar 2008: Den 21-årige konstabel fra Den Kongelige Livgarde Morten Krogh Jensen bliver dræbt ved en vådeskudsulykke i Camp Bastion i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan.

29. november 2007: Den 22-årige konstabel Mark Visholm og den 21-årige konstabel Casper Alexander Cramer - begge fra Antvorskov Kaserne - bliver dræbt under et Taleban-baghold i Den Grønne Zone nord for Gereshk.

16. oktober 2007: Den 34-årige Major Anders Johan Stæhr Storrud fra Den Kongelige Livgarde, og chef for det mekaniserede infanterikompagni, dør på felthospitalet i Camp Bastion, Afghanistan, efter at være blevet alvorligt såret i en offensiv operation i Gereshk-dalen.

26. september 2007: Den 24-årige konstabel Mikkel Keil Sørensen og den 22-årige konstabel Thorbjørn Ole Reese - begge fra Den Kongelige Livgarde - bliver dræbt, da britiske soldater ved en fejl sender to Javelin-missiler mod de danske soldater.

3. maj 2007: Den 24­årige premierløjtnant af reserven Steen Rønn Sørensen fra Danske Artilleriregiment dør på Rigshospitalet efter at han tre dage tidligere var blevet ramt under en træfning i Helmand-provinsen i Afghanistan. Udsendelsen til Afghanistan, hvor han var artilleriobservatør, var Steen Rønn Sørensens første internationale mission.

6. marts 2002: Tre danske soldater bliver dræbt i Kabul, da to raket-missiler ved et uheld eksploderer, mens de er i færd med at demontere dem. De dræbte er oversergent Thomas Kruse Butzkowsky, 26 år; overkonstabel af 1. grad Kim Carlsen, 35 år; og overkonstabel Brian Juul Nørlev Andersen, 26 år.

Andre dødsfald:
13. marts 2008: Seniorsergent Jens Mathias Petersen dør efter et hjertestop under en løbetur i Afghanistan.

3. december 2004: En 49-årig dansk oversergent tager sit eget liv i den danske lejr Camp Viking i Kabul.