Matas køber dansk makeup-mærke i millionhandel

16x9

Matas bruger 145 millioner kroner på at købe makeup-mærket Nilens Jord. Det skal styrke kædens indtjening.

Matas har købt makeup-mærket Nilens Jord for 145 millioner kroner, hvilket skal være med til at styrke kædens indtjening de kommende år.

Det oplyser Matas tirsdag morgen, hvor selskabet samtidig er kommet med årsregnskab for 2018/2019.

- Med købet af Nilens Jord tilføjer vi det bedst sælgende makeup-mærke i Matas til vores portefølje af egne brands, siger direktør Gregers Wedell-Wedellsborg i en kommentar til regnskabet.

- Ved at gå tættere sammen kan vi de kommende år skrue op for produktudviklingen og udvide både udvalg og tilgængelighed - til gavn for kunderne, siger han.

Forhandler mærket allerede

Købet får ikke den store indflydelse på Matas' fremtidige salg, da kæden allerede forhandler Nilens Jords produkter. Til gengæld vil det kunne styrke indtjeningen med omkring 25 millioner kroner årligt.

Matas' resultater det seneste år viser en omsætning på 3,54 milliarder kroner. Det er 76 millioner kroner højere end året før.

Fremgangen dækker især over, at der bliver solgt mere på nettet, mens salget i de fysiske butikker er tæt på uændret.

Samtidig er overskuddet faldet marginalt til 343 millioner kroner.