Ørsted frifindes i navnestrid

16x9
Avedøreværket og Ørsted i Hvidovre, onsdag 6. februar 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Tre efterkommere af H.C. Ørsted lagde sidste år sag an mod det tidligere Dong.

Energiselskabet Ørsted er blevet frifundet i sag om navneskiftet fra Dong.

Det er netop blevet afgjort i Sø- og Handelsretten.

Frifindelsen betyder, at Ørsted kan beholde sit navn.

Tre efterkommere af H.C. Ørsted lagde sidste år sag an mod det tidligere DONG, der i efteråret 2017 tog navn efter den afdøde videnskabsmand.

I en pressemeddelelse siger den administrerende direktør i Ørsted, Henrik Poulsen, at man i energiselskabet er meget tilfredse med at få medhold i, at navnet Ørsted må bruges.

Søren Peter Ørsted, der er en af de syv efterkommere, fortæller til Ritzau, at de nu overvejer, om dommen skal ankes.

- Vi skal i ro og mag læse sagen igennem, siger Søren Peter Ørsted.

En hyldest til H.C. Ørsted

Juridisk har striden handlet om, hvorvidt navneloven fra 2006, der beskytter navne med under 2000 bærere, eller praksis fra Patent- og Varemærkestyrelsen om navne bestemmer.

Energiselskabet har forklaret navneskiftet med, at der hos deres allerstørste handelspartner, Storbritannien, blev fnist af navnet Dong, da ordet på britisk er slang for de mandlige kønsdele. Samtidig skulle ændringen markere selskabets skifte fra at fokusere på olie og gas og til at satse på vedvarende energi.

- Vores nye navn er en hyldest til H.C. Ørsteds nysgerrighed, engagement og interesse for naturen, sagde administrerende direktør Henrik Poulsen i efteråret 2017.

Ifølge Ørsteds kommunikationschef, Martin Barlebo, foretog selskabet "en meget grundig juridisk undersøgelse", inden de valgte navnet.

Mange negative sager

I løbet af sagen ved Sø- og Handelsretten har advokat Jens Jakob Bugge fra advokatfirmaet Horten argumenteret for, at Ørsted burde skifte navn.

Han har repræsenteret syv af H. C. Ørsteds efterkommere og har pointeret, at der i tidens løb har været meget negativ omtale af Dong – blandt andet salget til Goldman Sachs, børsnoteringen og senest sagen om salget af Radius.

- En af problemstillingerne i sagen er selvfølgelig, at efterkommerne ikke har noget større ønske om at blive associeret med Ørsted, sagde Jens Jakob Bugge tilbage i marts i Sø- og Handelsretten.

Ørsteds advokat, Frank Bøggild fra Kromann Reumert, har tidligere argumenteret for, at det nye navn ikke refererer til Ørsted-slægtsnavnet, men helt konkret til videnskabsmanden H.C. Ørsted.