Involveret i omfattende hvidvasksag: Pengetransportfirmas aktie styrtdykker

16x9
Loomis' aktie er faldet med mere end otte procent siden onsdag. Foto: TV 2

Pengetransportfirmaet Loomis’ aktie er faldet med over ni procent siden onsdag, efter det er kommet frem, at firmaet er involveret i hvidvasksag. 

Det er ikke sjovt at være aktionær hos pengetransportfirmaet Loomis i dag. Aktien har taget et dyk på mere end ni procent, efter at det onsdag kom frem, at firmaet er indblandet i danmarkshistoriens mest omfattende sag om svindel og hvidvask, som går under navnet Operation Greed.

- Samlet set har det her kurstab i hele træskolængder kostet alle aktionærerne i Loomis godt og vel to milliarder svenske kroner, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

Da markedet lukkede onsdag, var en aktie i Loomis 345 kroner værd. Torsdag eftermiddag er den samme aktie kun cirka 313 kroner værd. Aktien har været faldende hele dagen.

Loomis er ikke tiltalt i sagen, men Operation X har fundet ud af, at firmaet har hjulpet med at oprette en konto til et vekselbureau, der ligger på Vesterbro i København, i en stor dansk bank, da ingen banker ønskede at have vekselbureauet som kunde.

Generalforsamling tog en uventet drejning

Onsdag eftermiddag afholdt Loomis sin årlige generalforsamling i Koncerthuset i Stockholm. Her mødte Morten Spiegelhauer op og greb mikrofonen for at forholde ledelsen og bestyrelsen i Loomis, hvordan firmaet er indblandet i hvidvasksagen.

Oplysningerne virkede til at komme som en overraskelse for Loomis’ direktør, Patrik Andersson, der kun ønskede at give en kort kommentar til TV 2.

- Jeg er ikke bekendt med sagen, men Loomis tager hvidvask meget alvorligt, og derfor sætter vi nu en intern undersøgelse i gang med det samme, sagde Patrik Andersson til Morten Spiegelhauer.

Efter generalforsamlingen har flere svenske medier skrevet om sagen, og det har tilsyneladende givet genlyd på aktiemarkedet.

Loomis har udsendt en pressemeddelelse, hvori de skriver, at der nu både vil blive iværksat en intern og ekstern undersøgelse af sagen.

Operation X undersøger

Operation X undersøger fortsat sagen. Ligger du inde med viden, så skriv til journalist Steen Schat-Holm på ssho@tv2.dk