CNN hylder Aarhus - her er deres guide til byen

16x9
Besøgende på kunstmuseet AROS, der er blandt attraktionerne i Danmarks næststørste by, hvis man spørger CNN. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

CNN har lagt vejen forbi Danmarks næststørste by.

Vejen til den moderne turists hjerte går gennem maven.

Sådan kunne det se ud, når man læser amerikanske CNN's anmeldelse af Aarhus, som er prydet med et billede af Aros og overskriften Europe's new capital of cool.

Mens København længe har stået højt på de mest progressive rejseguiders must see-liste, kan CNN's læsere nu blive klogere på Danmarks næststørste by, som mediet beskriver som stemningsfuld, charmerende og god for ganen.

Det er man glade for i Smilets By, hvor Visit Aarhus kvitterer for omtalen i CNN på Twitter.

- Tak, CNN, for den fantastiske artikel om vores favoritby nummer et i verden - Aarhus, lyder det således til omtalen fra den amerikanske mediegigant.

CNN's udsendte er glad for størrelse og atmosfære i Danmarks næststørste by.

- Den håndterbare størrelse kombineret med en afslappet stemning gør Aarhus fremragende til et weekendbesøg eller til tillæg til et københavnerbesøg, skriver CNN.

Det er dog hverken domkirken eller Den Gamle By, der imponerer.

Først og fremmest hæfter de sig ved de gastronomiske oplevelser, Aarhus har at byde på.

Substans, der var første aarhusianske restaurant til at gøre sig fortjent til en Michelin-stjerne, bliver nu fremhævet og anbefalet til de amerikanske læsere.

- Det er elegant, nyt nordisk køkken på teknisk højt niveau med base i det gamle latinerkvarter, skriver CNN om Substans, der dog holder lukket i det næste år, fordi man rykker til havnefronten i det nye Aarhus Ø område i 2020.

Ghrelin, en anden af de fire af byens restauranter med en Michelin-stjerne, roses for at være både "seriøs, legende og sjov" i sin tilgang til madlavning, som skabt af "karismatiske" Anders Kristensen og Nicklas Nielsen.

Men billigere alternativer som Aarhus Street Food og Central Food Market anbefales, hvis man vil smage på byens fortolkning af mad fra den store vide verden, som mediet skriver.

Skal der drikkes, anbefaler det amerikanske medie steder som Mig & Ølsnedkeren, St. Pauls Apotek med de håndrystede cocktails eller S'Vinbar, hvor man kan finde små vinhuse, hvis altså ikke man skal have hovedet sat på plads med kaffe fra La Cabra Coffee.

Gæsterne fra CNN har dog også været forbi nogle af Aarhus' mere klassiske attraktioner.

Kunstmuseet AROS får plads i anmeldelsen som et sted, der skal ses, ligesom med Marselisborg Dyrehave og Havnebadet, der slog dørene op og gav vipperne fri i juni sidste år.