Mærsks næstkommanderende stopper efter 38 år

16x9
Tirsdag d. 20 februar afholdte A.P. Møller-Mærsk kapitalmarkedsdag i Operaen. Her ses Claus V. Hemmingsen (tv) og adm. direktør i A. P. Møller - Mærsk, Søren Skou. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen / Ritzau Scanpix

Mærsk-direktør Claus V. Hemmingsen stopper, da selskabet er færdig med at sælge ud af olieselskaber.

Den mangeårige Mærsk-direktør Claus V. Hemmingsen stopper til juni, efter at selskabet næsten er nået i mål med at udskille sine olieaktiviteter.

Det oplyser Mærsk i en meddelelse dagen inden, Mærsk Drilling skal børsnoteres. Her er Claus V. Hemmingsen bestyrelsesformand.

Claus V. Hemmingsen har siden 2016 haft titel af vice-administrerende direktør i A.P. Møller - Mærsk, mens han samtidig har stået i spidsen for Mærsks olieselskaber.

I 2016 meldte Mærsk ud, at selskabet ville ud af olien og fremover satse udelukkende på transport og logistik. Siden har Mærsk solgt en række selskaber - herunder Mærsk Oil og Mærsk Tankers - og torsdag bliver den sidste store del af planen fuldført, når Mærsk Drilling bliver børsnoteret. Det har således været Claus V. Hemmingsens opgave at udskille oliedivisionen fra resten af firmaet.

- Vi har nu afsluttet opgaven med at finde nye strukturelle løsning for størstedelen af A. P. Møller - Mærsks energidivision, hvilket tillader en fortsat udvikling og vækst under nye ejerstrukturer. Jeg er stolt af de resultater, energidivisionen som et hold har opnået, siger Claus V. Hemmingsen i pressemeddelelsen. Her fortæller han også, at han er taknemmelig for sin tid i A. P. Møller - Mærsk, og at han "skyldet firmaet hele sin karriere".

Claus Hemmingsen har været i Mærsk siden 1981, hvor han startede som shippingelev.

Siden har han arbejdet sig op gennem systemet og har været direktør for forskellige forretningsområder. Han har også ad flere omgange arbejdet for Mærsk i Asien.