Dansk cykelsmed og bilboss var indbegrebet af den amerikanske drøm

16x9
Fra det øjeblik, den danske immigrant William Knudsen satte sin fod i USA, jagtede han den amerikanske drøm og udlevede den til overflod. Han fik topposter i to af landets største selskaber og blev den højest rangerende civilist i hæren nogensinde. Foto: . General Motors Media Archive.

Som ung tog William Knudsen til Amerika. Med sine blotte talenter blev han en af landets mest magtfulde, fremgår det af den nye bog 'One Dollar Man'.

For 100 år siden strømmede det med europæere til USA i håb om et bedre liv.

Blandt dem var omkring 300.000 danskere.

Derfor var der tilsyneladende ikke noget unikt ved den 20-årig københavner, der i år 1900 sad overfor en amerikanske embedsmand på Ellis Island ud for New York.

Ud fra 29 standardspørgsmål skulle funktionæren vurdere, om USA uden videre kunne lukke den håbefulde immigrant ind i landet.

Den unge mand hed Wilhelm Signius Poul Knudsen. Fornavnet blev senere til William - eller bare Bill.

I pressen og hos erhvervspidserne gik han ofte under øgenavnet 'Big Bill'.

For danske William Knudsen erobrede den amerikanske drøm, som få andre immigranter har gjort det, og ville ikke blot ende i direktørstolen for en af verdens største virksomheder, men ville også blive kendt som 'produktionszaren', der koldstartede USA’s militære oprustning under Anden Verdenskrig

Men dér på Ellis Island havde han blot en uddannelse som cykelmekaniker med i bagagen - og troen på sig selv og på Amerika.

- Han er den dansker, der har haft størst indflydelse i Anden Verdenskrig, men hans historie forsvandt fuldstændig fra den kollektive bevidsthed, da krigen sluttede, siger Ole Sønnichsen, som for nyligt udgav bogen ’One Dollar Man’ om William Knudsen.

Kort efter sin ankomst til sit nye land fik William Knudsen taget dette billede af sig selv med Dannebrog på reversen.
Kort efter sin ankomst til sit nye land fik William Knudsen taget dette billede af sig selv med Dannebrog på reversen. Foto: Burton Historical Collection, Detroit Public Library.

- Hans liv rummer samtidig noget helt universelt om at starte forfra i et nyt land, siger han.

I bogen gengiver forfatteren følgende ordveksling mellem den unge dansker og Ellis Island-funktionæren:

- Taler du engelsk?

- Ja.

- Lad mig se din arbejdstilladelse

Signius Wilhelm fandt papirerne frem.

- Hvor mange penge har du med?

Signius Wilhelm fremviste 30 dollars i sedler.

- Det var ikke meget. Har du et arbejde?

- Nej, hr.

- Regner du med at finde et?

- Ja, hr.

- Hvor?

- Det ved jeg ikke, hr.

- Hvad kan du?

- I Danmark arbejdede jeg med cykler.

- En slags mekaniker?

- Ja, hr.

- Det er i orden. Gå videre.

Med knyttede knoer og åbne ører

William Knudsen fandt hurtigt arbejde som daglejer på et skibsværft i New York, hvor han skulle nitte stålplader på en torpedobåd.

Den 20-årige kæmpede lidt med at falde ordentligt til. Problemet var sproget, hvor hans skoleengelsk fra Danmark langt fra var godt nok.

- Jeg skulle ikke skrive teaterstykker, så jeg havde ikke brug for alle Shakespeares 15.000 ord, men ville bare gerne lære engelsk hurtigt. Aftenskole ville have taget for lang tid. Jeg havde brug for hurtigt at finde et job, der gav mere. Så hvem var de bedste lærere? Dem, der kunne gøre sig forståelig med et lille ordforråd. Og hvem var det? Børnene selvfølgelig, har han tidligere sagt til The American Magazine.

Det til tider hårde miljø blandt havnearbejderne krævede også noget af en tilvænning fra den tidligere pligtopfyldende og flittige skoledreng fra de københavnske kartoffelrækker.

Øretæverne sad nemlig løst på folk, og sin styrke til trods indså danskeren, at han måtte lære sig boksning, hvis han skulle have en chance for at sætte sig i respekt overfor kollegaerne, når det trak op til slagsmål.

Et skjult talent

Da den første vinter kom, lukkede skibsværftet ned, og William Knudsen rejste fra New York for at finde arbejde andetsteds.

I en tid var han således ansat ved et jernbaneselskab og kom hurtigt op på en god løn på 100 dollars om måneden. Men da det tilsyneladende var det maksimale lønloft, man kunne tjene dér, ville den unge immigrant gerne videre.

Det endte derfor med, at han fik ansættelse hos cykelproducenten Keim Mills i Buffalo, som efter svigtende cykelsalg begyndte at producere dele til bilindustrien. William Knudsen kom hurtigt ind i varmen med sin tekniske dygtighed, men mest af alt på grund af sin naturlige flair for organisering og ledelse.

Keim Mills fik hurtigt øje for William Knudsens talenter, og gav ham mere ledelsesansvar.
Keim Mills fik hurtigt øje for William Knudsens talenter, og gav ham mere ledelsesansvar. Foto: National Automotive History Collection, Detroit Public Library.

Den spæde bilindustri stormede i disse år frem, og Keim Mills blev kendt som en dygtig og stabil leverandør. Ikke mindst på grund af William Knudsens kyndige optimering af produktionen, hvilket fangede en hvis industrimagnats interesse.

- De må være Knudsen, ikke sandt? Jeg er Ford.

Således mødtes pioneren Henry Ford og William Knudsen hinanden.

Ford var en af Keim Mills største kunder, og han var så tilfreds med Buffalo-virksomheden, at han i 1911 spurgte William Knudsen, som nu var avanceret til værkfører, om de også kunne samle biler.

Efter, sammen med en flok af sine mekanikere at have skilt en Ford T fuldstændigt ad og samlet den igen, gav William Knudsen ham sit svar: Jo, det kunne de godt.

Denne praktiske tilgang til ledelse var meget typisk for William Knudsen, som ikke havde nogen ingeniøruddannelse og heller aldrig fik det. Når han skulle udtænke, hvordan noget kunne gøres smartere, ville han derfor dykke ned i hver eneste detajle for at se, hvordan tingene fungerede.

Opad i rækkerne

Efter at have samlet biler for bilfabrikanten i nogle år, endte Ford med at købe Keim Mills i 1913. Ikke fordi han behøvede deres faciliteter, men fordi han var interesseret i de ansattes knowhow og særligt i tre medarbejdere. Heriblandt William Knudsen, som efterhånden var begyndt at få sig et ry som et produktionsgeni.

Evner, som Ford havde brug for til sit næste store fremstød. Han ville bygge 14 fabrikker rundt om i USA, og han ville have William Knudsen skulle sørge for, at produktionen gik lige så flydende, som den gjorde på Keim Mills' samlefabrik.

Henry Ford ses her i selskabets første automobil, en Ford A fra 1903. NORDFOTO 1999
Henry Ford ses her i selskabets første automobil, en Ford A fra 1903. NORDFOTO 1999 Foto: Ukendt / NF

Om relationen mellem Henry Ford og William Knudsen skriver Ole Sønnichsen blandt andet:

- Knudsen var ligesom Ford visionær i sin måde at anskue en opgave på. Ford havde visionerne oppe i hovedet. Knudsen havde evnen til at gøre visionerne til virkelighed på fabriksgulvet. Han tænkte i materialer, effektivisering og rationalisering. Samtidig var han ikke for fin til at få beskidte hænder. Og det var nok netop derfor, han havde succes med at forbedre og strømline arbejdsforholdene på fabriksgulvet.

William Knudsen giftede sig med Clara Elisabeth Euler i 1911. Sammen fik de tre piger og én dreng. De var sammen indtil William Knudsens død.
William Knudsen giftede sig med Clara Elisabeth Euler i 1911. Sammen fik de tre piger og én dreng. De var sammen indtil William Knudsens død. Foto: Burton Historical Collection, Detroit Public Library

William Knudsen havde et fast udtryk, som opsummerede hele hans ledelsesfilosofi: Alle næser skal pege i samme retning.

- Alt afhænger af rækkefølgen af ens arbejdsprocesser og af materialeflowet, og det hele skal spille sammen. Hvis man har 2000 eller 5000 mand, er der intet, der skaber bedre resultater, end at få alle næser til at pege i den samme retning, har han fortalt til en journalist.

Manden bag manden

Før Ford sendte sin Ford T-model på gaden i 1908, blev biler stadig betragtet som lidt af en luksusting.

Model T skulle derimod være en bil, som alle havde råd til. Og den vision skulle der i 1915 sættes turbo på. Derfor udnævnte Henry Ford William Knudsen til produktionschef for Highland Park-fabrikken. Det indebar ansvaret for samtlige af Fords 30 samlefabrikker, herunder mange af Fords 18.892 ansatte.

Resultaterne udeblev ikke.

I oktober 1913 tog det 9 timer og 54 minutter at samle en Ford T. Efter William Knudsen havde rusket op i rankerne, tog det kun 5 timer og 56 minutter for en Ford T at nå igennem samlebåndet.

Arbejdere ved samlebåndet på Fords Highland Park-fabrik i Detroit, som William Knudsen fik ansvaret for.
Arbejdere ved samlebåndet på Fords Highland Park-fabrik i Detroit, som William Knudsen fik ansvaret for. Foto: - / Scanpix Denmark

Det betød, at man i 1916 nåede Henry Fords vision om at producere 1000 biler om dagen. En bedrift, som stifteren roste William Knudsen for at være hovedarkitekten bag. Og forfatteren bag bogen 'Henry’s Lieutenants', Ford R . Bryan, går endnu længere:

- Uden Knudsens produktionsgeni ville Model T ikke have opnået sin fænomenale position i bilhistorien.

Produktionsgeniet

Interne magtkampe i inderkredsen omkring Henry Ford og forretningsmæssige uenigheder med stifteren selv fik i april 1921 William Knudsen til at søge nye græsgange. Men hvad han skulle lave, havde han ikke nogen klar ide om.

Det tog dog ikke mere end et år, før Fords store konkurrent General Motors fik hentet den 42-årige danske til deres fold.

Det var den senere administrerende direktør og bestyrelsesformand Alfred Sloan, som ville have fat i produktionsgeniet, skønt General Motors ikke havde nogen stilling ledig til ham. Men det måtte man finde ud af undervejs, mente Alfred Sloan.

Efter at have arbejdet for bilfirmaet i tre uger som konsulent tilbød koncernchefen Pierre S. du Pont ham stillingen som driftsansvarlig for bilmærket Chevrolet, som var fusioneret sammen med General Motors i 1918. Hensigten var, at Chevrolet skulle konkurrere med den nu ikoniske Ford T.

Og danskeren var ikke sen til at gentage sin bedrift.

Da han trådte til i 1921, producerede Chevrolet 68.000 biler om året, mens Ford producerede over én million.

Allerede i 1922 nåede Chevrolet op på 244.000, året efter 480.000 og i 1924 rundede bilmærket den gyldne million.

Samme år blev han udpeget som administrerende direktør for hele Chevrolet.

William Knudsen i en Chevrolet.
William Knudsen i en Chevrolet. Foto: General Motors Media Archive.

I 1927 overgik Chevrolet Ford som det mest solgte bilmærke i USA, og i 1928 blev der skabt et solidt hul ned til konkurrenten, hvor der blev produceret 1,2 millioner biler mod Fords 833.000.

Krakket i 1929 ramte imidlertid bilindustrien hårdt. Men hos General Motors forblev Chevrolet det eneste bilmærke, som holdte sig nogenlunde kørende, og i 1932 var det den eneste afdeling, som gav overskud. Hvilket bestyrkede ledelsens tiltro til deres danske produktionstroldmand.

Det kom derfor ikke som nogen overraskelse, da William Knudsen i 1933 blev forfremmet til vicekoncernchef og produktionschef for hele General Motors. Altså var danskeren nu nummer to i bilimperiet.

Uheldig beundring

I denne stilling rejste han i mellemkrigsårene til Europa mindst hvert andet år. Her oprettede han fabrikker for General Motors i både Spanien, Belgien, Danmark og Tyskland, hvor nazistpartiet havde taget magten.

Selvom William Knudsen ikke udtrykte begejstring for deres politiske ideologi og metoder, var han særdeles imponeret over den orden og effektivitet, der nu syntes at herske i Tyskland. En holdning, han i øvrigt delte med mange i toppen af det amerikanske erhvervsliv.

- Der har de seneste fem år været helt forbløffende økonomiske forbedringer, har The New Yorker citeret ham for at sige.

Så sent som i starten af 1939 bagatelliserede han den politiske situation i Tyskland, men efter pres nedtonede han hurtigt sin beundring for Nazi-Tyskland. Senere på året blev det til en direkte kritik af Hitler efterfulgt af taler, hvori han lovpriste demokratiet.

Den amerikanske drøm

3. Maj 1937 blev den tidligere cykelsmed og autodidakte ingeniør valgt af bestyrelsen til den øverste stilling i General Motors: koncernchef med ansvaret for 250.000 ansatte.

Han var 58 år gammel og vellidt og respekteret blandt kolleger, medarbejdere, konkurrenter og det amerikanske erhvervsliv. Allerede inden sin udnævnelse hev han en årsløn hjem om året på 325.000 dollars. Hvilket gjorde ham til en af de ti bedst betalte i landet kun overgået af visse Hollywood-stjerner. Oveni det kom en formue på mindst 100 millioner kroner i nutidens penge.

De amerikanske pressefolk elskede historien om den danske cykelsmed, som startede sit amerikanske liv på et skibsværft i Bronx i New York og endte som koncernchef for General Motors.
De amerikanske pressefolk elskede historien om den danske cykelsmed, som startede sit amerikanske liv på et skibsværft i Bronx i New York og endte som koncernchef for General Motors. Foto: General Motors Media Archive.

Gennem hele sit arbejdsliv bibeholdt han en veldisciplineret, men afslappet ledelsesstil, der var på grænsen til kontroversiel i datidens Amerika. Udover at han ikke tøvede med at hoppe ned i smøregraven og tage fat, bandede han stadig som en havnearbejder. Så meget at han faktisk ikke ville have kvindelige sekretærer ansat af frygt for at komme til at støde dem.

Hans politiske ståsted afspejlede dog bedre den, som var udbredt blandt erhvervstoppen. Som fuldblodsrepublikaner sværgede topdirektøren helt og holdent til de frie markedskræfter, og han var ikke fan af den statslige indblanding, der kom med præsident Roosevelts New Deal-politik - den redningsplan, som skulle få USA ud af Den Store Depression.

Det rette kald til den rette mand

På trods af deres politiske uenigheder ringede Roosevelt alligevel til den cigarrygende bilboss' kontor 28.maj 1940.

- Knudsen?

- Ja, hr. præsident.

- Jeg vil gerne have, at de kommer til Washington.

Præsident Roosevelt og William Knudsen hilser her på hinanden. ”Jeg er glad for og stolt over på denne måde, i lille målestok, at kunne vise taknemmelighed over for mit land og de muligheder, det har givet mig”, skrev direktøren senere til præsidenten.
Præsident Roosevelt og William Knudsen hilser her på hinanden. ”Jeg er glad for og stolt over på denne måde, i lille målestok, at kunne vise taknemmelighed over for mit land og de muligheder, det har givet mig”, skrev direktøren senere til præsidenten. Foto: Ritzau Scanpix

Roosevelt havde forinden haft en samtale med sin øverst general George C. Marshall om, hvor klar USA ville være, hvis det blev trukket ind i krigen. Generalen lagde ikke fingre imellem, da han fortalte sin chef om de væbnede styrkers sølle forfatning:

- Hvis fem tyske divisioner gik i land på kysten, kunne de trænge så langt ind i landet, som de ville. Hvis De ikke gør noget, og gør det med det samme, ved jeg ikke, hvad der sker med vores land.

Præsidenten var herefter ikke i tvivl om, at den ressourcerige nation skulle ud i en lynoprustning af gigantiske proportioner, og som ville være endnu større end den, USA gennemgik under Første Verdenskrig

Men et er af have industrielle superkræfter, noget helt andet er at skulle omdanne disse til krigsskibe og fly. For krigsteknologien havde udviklede sig meget siden, man sidst var i krig, og USA havde kun i ringe grad fulgt med. Således var man dumpet ned fra 4. pladsen over de stærkeste militærmagter lige efter krigen til en 18. plads. Blandt andet overgået af Holland.

Under første verdenskrig havde rigmanden Bernard Baruch været chef for den amerikanske krigsproduktion, og da Roosevelt anmodede ham om en liste over, hvem som kunne gøre ham kunsten efter, svarede han:

- Nummer et er Knudsen, Nummer to er Knudsen. Og nummer tre er også Knudsen.

”Den Knudsen, der er ved at opruste Amerika, er en af vores drenge”, siger den ældre, danske mand til en tysk soldat udstationeret i Danmark på denne amerikanske satiretegning.
”Den Knudsen, der er ved at opruste Amerika, er en af vores drenge”, siger den ældre, danske mand til en tysk soldat udstationeret i Danmark på denne amerikanske satiretegning. Foto: Privatsamling.

William Knudsen ankom til Det Hvide Hus velvidende om, hvad præsidenten ville bede ham om: at stå i spidsen for en militæroprustning for 3,3 milliarder dollars.

Washington har tidligere haft erfaringer med at hente folk ind fra erhvervslivet til forskellige jobs, og det var kutymen, at disse stenrige spidsborgere kun skulle have én dollar om året i løn. Da William Knudsen blev gjort opmærksom på dette, svarede han:

- Jeg forventer ikke at få løn.

Den sovende kæmpe

I første omgang havde præsidenten bedt Knudsen om 50.000 fly, om fuld udrustning til 1,2 millioner soldater samt at producere våben til yderligere 800.000 mænd.

- Kan du bygge de 50.000 fly? spurgte en journalist fra The New York Times.

- Jeg kan ikke, men Amerika kan, lød svaret.

Blandt de fly, som militæret bestilte, var P-51 Mustand, som her ses på billedet.
Blandt de fly, som militæret bestilte, var P-51 Mustand, som her ses på billedet. Foto: National Archives / Scanpix Danmark

Men Amerika havde gevaligt travlt, hvilket for alvor gik op for William Knudsen, da George Marshall satte ham ind i situationen.

USA havde i sit arsenal omkring 1700 krigsfly og 325 kampvogne, mens tyskerne mentes at råde over 8500 fly og 2000 kampvogne. Og man kunne ikke opdrive én eneste 75 millimeter granat i hele landet. Hæren var så desperat efter udstyr, at soldaterne nogle gange måtte træne med attrapgeværer.

William Knudsen tog fat og startede med at stille militærets folk det samme spørgsmål igen og igen: ”Hvad har I brug for?” Hvortil der blev svaret i øst og vest, indtil industrimanden afbrød dem:

- Det interesserer mig ikke. Jeg vil vide, hvilken slags udstyr I har brug for til de mænd - og hvor meget. Giv mig et styktal.

Magasinet Time lavede – som mange andre amerikanske medier – et udførligt portræt af William Knudsen, da Roosevelt udpegede ham til at stå for USA’s oprustning.
Magasinet Time lavede – som mange andre amerikanske medier – et udførligt portræt af William Knudsen, da Roosevelt udpegede ham til at stå for USA’s oprustning. Foto: Time/General Motors Media Archive.

Ingen kunne være i tvivl om, at i William Knudsen fik Washington sig en arbejdsnarkoman, der ikke gad spilde tiden på sniksnak.

- Jeg har aldrig været derinde mere end fem minutter ad gangen, fortalte en oberst James H. Burns.

- Han går lige til sagen, eller sagt på en anden måde: Han spørger mig om noget, og jeg svarer. Så skælder han lidt ud, og så går jeg igen.

I takt med, at den tidligere koncernchef fik sig et overblik, udfærdigede han en liste over, hvad militæret i første omgang havde brug for:

  • 50.000 fly
  • 130.000 motorer
  • 17.000 tunge våben
  • 25.000 lette våben
  • 13.000 mortergranater
  • 33 millioner granater
  • 300.000 maskingeværer med ammunation
  • 400.000 automarifler med autamtion
  • 1,3 millioner almindelige rifler med ammunation
  • 380 krigsskibe
  • 200 handelsskive
  • 210 militærlejre
  • 40 regeringsstyrede fabrikker
  • TØj og udstyr til 1,2 millioner mænd

Skrivebordshelten

William Knudsen insisterede på, at den militære oprustning skulle ske ved at lægge ordrene oveni den private produktion og ikke tvinges ned over fabrikanterne ved at lukke ned for den civile produktion.

En holdning, som han efterhånden stod alene med i Washington. Koblet sammen med, at den ærkerepublikanske topdirktør havde en del politiske fjender, og ikke forstod - eller ville forstå - magtspillet i hovedstaden, endte det med, at han blev udmanøvreret af de politiske høge.

13. januar 1942 mistede William Knudsen posten som den øverst ansvarlige for USA’s militære oprustning.

Men man ville ingenlunde af med Knudsen og tilbød ham derfor en stilling som trestjernet general i hæren. Hvilket var uhørt, da den øverste stilling en civilist hidtil havde kunnet bestride var som étstjernet general.

William Knudsen ses her under en inspektion af et bombefly.
William Knudsen ses her under en inspektion af et bombefly. Foto: National Automotive History Collection, Detroit Public Library.

Under William Knudsen som den øverste ansvarlige for omstillingen af det amerikanske produktionsapparat steg antallet af nyproducerede kampvogne fra 3964 styk i 1941 til 24.754 i 1942, mindre skydevåben og maskgeværer steg fra 714.000 til næsten tre millioner og med 47.873 fly nåede man næsten i mål med de 50.000 fly. Som Ole Sønnichsen fortæller i sin bog:

- Det betød, at USA i 1942 på egen hånd udproducerede Tyskland, Japan og Italien tilsammen.

Historikeren Geoffrey Perrett konluderede senere:

- Uden de første 18 måneders bedrifter er der ingen tvivl om, at krigen ville have varet længere og krævet flere liv, end den gjorde.

Et alt for kort otium

Efter at Tysklands ubetingede overgav sig den 7. maj 1945, stoppede William Knudsen sin karriere for USA’s militær den 1. juni.

I en pressemeddelelse skrev vicekrigsminister Robert Patterson om danskeren:

- Med sin forudseenhed og sine evner har han ikke kun sparet Amerika millioner af dollars, men også reddet utallige menneskeliv. Selv om han arbejdede langt fra fronten, har han derfor en stor andel i alle vores sejre.

I samme pressemeddelelse offentliggjorde krigsministeriet de samlede tal fra 1940 til 1945. Altså for den produktion William Knudsen havde igangsat.

  • 250.000 fly
  • 2 millioner lastbiler
  • 77.000 kampvogne
  • 2,9 millioner kanoner
  • Seks milliarder artillerigranater.
Straks efter at være stoppet med sin militære tjeneste vendte William Knudsen tilbage til Detroit, hvor han blev modtaget med en stor parade for hans ære.
Straks efter at være stoppet med sin militære tjeneste vendte William Knudsen tilbage til Detroit, hvor han blev modtaget med en stor parade for hans ære. Foto: General Motors Media Archive.

Tiden i Washington havde dog slidt hårdt på den nu ældre herre, der i løbet af krigen havde rejst over 500.000 kilometer.

Årene efter tilbragte han derfor sammen med sin kone Clara, deres børn og børnebørn og på at skrive sin selvbiografi.

William “Big Bill” Knudsen døde 27. april 1948.

Den nye bog "One Dollar Man - Historien om danskeren, der ændrede Anden Verdenskrig" er udkommet på forlaget Storyhouse.