Biva har indgivet konkursbegæring

16x9
Biva har været i økonomisk stormvejr flere gange og må nu give op. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Ejer Carsten Blom-Hansen bekræfter, at møbelforretningen må opgive at fortsætte.

Møbelforretningen Biva er igen i så store økonomiske vanskeligheder, at de nu må dreje nøglen om. 

Det bekræfter ejer Carsten Blom-Hansen over for Ekstra Bladet.

Han indgav konkursbegæring i sidste uge. Biva er dog ikke officielt meldt konkurs, da sagen endnu ikke er behandlet.

Carsten Blom-Hansen forklarer, at han sammen med andre siden januar har forsøgt at redde møbelkæden, men at det ikke kunne lade sig gøre.

- Vi syntes, at vi havde skabt et godt fundament, men en hård julemåned og et hårdt januarudsalg har gjort, at det ikke kan hænge sammen. Det er superægerligt for alle, siger han.

Carsten Blom-Hansen overtog ejerskabet af Biva i udgangen af 2017, men har nu måttet smide håndklædet i ringen. 

Biva har flere gange haft økonomiske udfordringer. Tilbage i 2013 gik møbelkæden også konkurs, men genopstod og genoptog kampen i 2014

Fra millionforretning til konkurs

Virksomheden, der blev stiftet af Henry Johansen i 1983, blev solgt til kapitalfonde i 2006 for 560 millioner kroner. Dengang talte møbelkædens butikker 49 forretninger.

Møbelkæden blev igen solgt i 2008, da det haltede med økonomien i butikken.

Bivas i alt 57 butikker og 350 ansatte blev overtaget af den islandske investeringsbank Straumur, der dog ikke lykkedes i at redde selskabet.

Heller ikke et opkøb af Tæppeland kunne rette op på de røde tal på bundlinjen, og begge virksomheder gik konkurs

I dag har Biva ingen fysiske butikker foruden et showroom i Brøndby.