Lars Seier køber stor aktiepost i FCK og Parken

16x9
Lars Seier Christensen på Børsen i København. Nu har den tidligere Saxo Bank-ejer købt sig ind i Parken Sport & Entertainment. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den tidligere Saxo Bank-boss har brugt et trecifret millionbeløb på at købe sig dybere ind i Parken Sport & Entertainment.

Seier Capital har investeret stort i Parken Sport & Entertainment (PSE). Det oplyser Seier Capital via Fondsbørsen mandag aften.

Saxo-stifteren og rigmanden Lars Seier Christensen har således købt mere end hver femte aktie i Parken Sport & Entertainment.

Seier Capital, der er 100 procent ejet af Lars Seier, ejer nu ialt 22,55 procent af aktierne i Parken. Det svarer til 2,2 millioner aktier eller for en samlet post på 221,8 millioner kroner aktier ved mandagens lukkekurs.

Selv siger Seier i en opdatering på Facebook følgende:

- Som mange af jer ved, er jeg stor FCK fan. Da jeg er i San Francisco med en travl mødekalender, kan jeg ikke kommentere yderligere på dette nu og her, skriver han.

I stedet inviterer han til pressemøde ‪torsdag formiddag i Telia Parken.

Som mange af jer ved, er jeg stor FCK fan. Derfor er det en stor glæde for mig at kunne oplyse, at mit private...

Posted by Lars Seier Christensen on Monday, March 4, 2019

I jysk alliance mod amerikanere

Bevægelserne fra den investeringslystne finansmand på mandagens Fondsbørs tolker direktør Morten Johnsen fra Inside Business som en alliance mellem de jyske ejere Erik Skærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen.

- Det lugter af, at man vil sikre sig imod et forsøg på udenlandsk overtagelse, som det var på tale indtil for nylig, siger Morten Johnsen med henvisning til den amerikanske investeringsfond Fortress, der kort inde i det nye år bød ind på Lønmodtagernes Dyrtidsfonds aktieandel.

I begyndelsen af januar var aktierne i Parken kontrolleret af tre storaktionærer: Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) med små 30 procent, mens Skjærbæk og Korsgaard Sørensen sad med henholdsvis 22 og 21 procent.

Mandag fortæller Parken Sport & Entertainment samtidigt, at ES-Parken, ejet af storaktionær Erik Skjærbæk, har købt 650.000 aktier og dermed sidder på 29,8 procent af Parken. Hvilket svarer til den andel, der hidtil har været ejet af LD. Dermed sidder Seier, Skjærbæk og Korsgaard Sørensen tilsammen på majoriteten af aktierne i den københavnske mesterskabsbejler.

Fast støtte for Riis

Lars Seier har tidligere demonstreret sin interesse for at skyde penge efter sportsprojekter. Han var som ejer af Saxo Bank en fast støtte for Bjarne Riis og har fortsat engagement på lavere niveau. Sidste år kæmpede Seier også længe for at skabe grobund for at hente Formel 1 til København og også ishockey har Seier haft et godt øje til i Rungsted Seier Capital. 

Men mandagens indtog i FCK og Parken er en langt større og mere offensiv investering, påpeger Kasper Kronenberg, der er redaktør på Offthepitch.com.

- Man kan sige, at Seier har haft gang i mange con amore-investeringer uden det store afkast. Han har udover sit nuværende cykelprojekt med Bjarne Riis puttet penge i restaurant Geranium og han var med i den nu lukkede kæde Juicy Burger, men det var småtterier sammenlignet med det her, siger Kasper Kronenberg.

- Seier er god for 2,7 milliarder, men det her er noget, han gør, fordi han forventer et afkast. Samtidig ved han nu, at der er ro om ejerforholdet, fordi udsigten til en amerikansk ejer ikke længere ligner en mulighed, vurderer Kasper Kronenberg.

Selv om Seier er at regne for multimilliardær, gav finansmanden allerede sidste år udtryk for, at de mange penge fra salget af Saxo Bank skulle ud at arbejde i andet og større regi. Muligvis endda med mere sikkerhed og mindre risikovillighed.

- Selv om det er mægtig interessant at være tæt på virksomhederne, er det ikke realistisk for mig at fortsætte med så mange relativt små investeringer, når jeg skal investere provenuet fra Saxo-salget, sagde Seier i et interview med Børsen.

Lars Seier måtte i 2017 notere sig for et underskud på 39 millioner kroner efter et underskud i 2016 på 71 millioner kroner og et underskud i 2015 på 47 millioner kroner.