DSB nedlægger 100 stillinger

16x9
Omkring 60 personer skal afskediges. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Med udgangen af marts skal DSB siger farvel til cirka 60 personer, mens 40 stillinger ikke genbesættes.

DSB skærer med udgangen af marts i administrationen. I alt bliver omkring 100 stillinger nedlagt. Det oplyser DSB i en pressemeddelelse mandag.

- Eftersom der har været tilbageholdenhed med genbesættelse af ledige stillinger, kan antallet af opsigelser reduceres, men cirka 60 medarbejdere vil blive opsagt med udgangen af marts, skriver DSB.

- Det endelige antal afhænger af, hvor mange der vil tage imod et tilbud om frivillige fratrædelsespakker.

Der bliver tale om både ledere og medarbejdere, oplyser DSB.

I regnskabet for 2018 kunne DSB præsentere et fald i omsætningen fra passagerer på 93 millioner kroner. Derudover fik DSB færre penge fra staten.

I samme regnskab kunne man læse, at DSB allerede sidste år nedbragte omkostninger, svarende til at der forsvandt 100 stillinger.

Udfordret af billigere alternativer

Direktør i DSB Flemming Jensen forklarer, at de fyringer, der præsenteres mandag, skyldes ny konkurrence og færre opgaver.

- DSB er udfordret af stigende konkurrence fra billigere biler og busser samt overdragelse af strækninger til andre operatører, siger han i pressemeddelelsen.

- Det betyder, at vi løbende skal minimere vores omkostninger og tilpasse virksomheden til fremtidens krav, herunder en mere effektiv administration og en yderligere reduktion af medarbejderstaben. 

Flemming Jensen siger, at den nye fyringsrunde bringer DSB "tættere på" målsætningen om at spare 25 procent på administration. Men der vil løbende blive kigget på flere tiltag ifølge DSB-direktøren.