Mobilbetalinger giver samfundet økonomisk gevinst

16x9
Siden 2009 er brugen af kontanter faldet med 75 procent. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Det er billigere for samfundet, at penge bliver overført over mobilen frem for kontanter og kontooverførsler.

De seneste år har betalinger via MobilePay vundet frem i stor stil. Det giver en økonomisk gevinst til samfundet, da de mobile overførsler er markant billigere end kontante betalinger eller bankoverførsler.

Det viser en rapport fra Betalingsrådet, der hører under Nationalbanken.

I gennemsnit koster en overførsel med MobilePay samfundet 2,1 kroner, mens kontante betalinger koster 4 kroner. Prisen på kontooverførsler er 5 kroner.

Omkostninger falder

Rapporten er lavet på baggrund af tal fra 2016. Hos MobilePay fortæller direktør Torben Gamst, at omkostningerne til overførsler er faldet yderligere siden da.

- Næsten alle landets banker er nu samlet bag MobilePay og har flyttet hovedparten af betalingerne væk fra kort og over på de langt billigere konto-til-kontotransaktioner.

- De samfundsøkonomiske omkostninger er dermed yderligere reduceret betydeligt, siger Torben Gamst i en kommentar.

65 milliarder overført

Siden 2009 er brugen af kontanter faldet med 75 procent, og sidste år var der 200 millioner overførsler blandt Mobilepays 4,1 millioner brugere.

Der blev samlet sendt 65 milliarder kroner frem og tilbage. Den gennemsnitlige overførsel var på 325 kroner.