Asiatisk medvind driver Carlsberg-overskud op

Carlsberg har haft et godt 2018 i Asien og kan derfor glæde sig over fremgang på bundlinjen.

En asiatisk tørst efter Carlsbergs øl hjalp Carlsberg godt på vej i 2018.

I bryggeriets regnskab for hele året, der blev fremlagt onsdag morgen, kan man læse, at Carlsberg solgte for mere end halvanden milliard mere i Asien i 2018 end i 2017.

Særligt i Kina og Indien var interessen stor. I Kina oplevede Carlsberg en fremgang på 15 procent i omsætningen. Endnu bedre var det i Indien, hvor fremgangen endte på 19 procent.

Det var ikke kun i Asien, at Carlsberg havde gode nyheder.

Også i Vesteuropa er salget steget - om end ikke så meget som i Asien. 

Overskud vokser

På bundlinjen kan Carlsberg glæde sig over, at overskuddet er vokset. I det, Carlsberg kalder "konsolideret profit", er bundlinjen steget fra lige over 2 milliarder kroner til 6,1 milliarder kroner. Det dækker over alle firmaer i Carlsbergs virksomhedsportefølje.

I det afsnit, de har døbt "justeret nettoresultat" fremgår et overskud for 2018 på 5,3 milliarder kroner. Dette beløb dækker udelukkende over det firma, man typisk vil forbinde med Carlsberg, Carlsberg A/S. Resultatet er det bedste siden 2014.

Forskellen skyldes dog hovedsageligt en nedskrivning fra 2017, der åd en del af det års overskud.