Striden mellem disse mænd giver økonomien en elendig start på det nye år

16x9
Kina og USA skal forsøge at nå til en aftale, der kan stoppe handelskrigen mellem de to lande inden 1. marts. Det blev Donald Trump og Kinas præsident Xi Jinping enige om på G20-topmødet i december. Foto: Pool New / Scanpix Denmark

Et centralt amerikansk nøgletal havde torsdag sit største fald siden finanskrisen. Analytikere giver handelskrigen skylden.

Torsdag blev den værste børsdag for Apple i syv år med et fald i teknologigigantens markedsværdi på 500 milliarder kroner.

Faldet skyldes et svigtende salg af iPhones. Det gælder især i Kina, hvor indtægterne er skrumpet mellem 40-50 procent, fortæller Daniel Ives, der er administrerende direktør i Wedbush Securities, til TV 2.  

- Man havde forventet sløje tal, men det her var dårligere, end man havde troet muligt.

Lokomotivet sænker farten

Samme dag var der dårligt nyt for USA’s økonomi.

Ifølge data fra det såkaldte ISM-indeks, hvor man hver måned spørger til erhvervslivets forventninger til produktion, indkøb og ophobning i varelagerne, er de amerikanske virksomheders forventninger til fremtiden på sit laveste i mere end to år. Det største fald på én måned siden oktober 2008.

- Det er sandsynligvis et af de første datasæt, som indikerer, at USA’s økonomi er ved sænke farten på hjemmefronten, siger Michael Gapen, cheføkonom hos storbanken Barclays, til CNBC.

Oven på de dårlige nyheder faldt de ledende amerikanske indeks S&P 500, Dow Jones og Nasdaq med henholdsvis 2,5, 2,8 og tre procent.

Dermed fortsætter de deres negative spiral fra efteråret, hvor de tre indeks den 31. december i snit var faldet 10,90 procent siden 1. august.

Jobrapport bedre end ventet

Chefstrateg i Bankinvest, Jakob Vejlø, forklarer, at investorerne træder meget varsomt, da de er blevet mere bekymrede for, at den globale vækst vil falde, og for, at indtjeningen i virksomhederne derfor vil gå samme vej.

- USA har ellers været en af de sidste positive bastioner, hvor vi har set en betydelig grad af optimisme i forbindelse med nøgletal fra den amerikanske økonomi. Men det billede begynder altså også nu at krakelere en smule.

Fredag kom der jobrapport fra USA for december, og den var bedre end frygtet oven på den seneste tids uro og kan forhåbentligt være med til at berolige investorerne, vurderer Kim Blindbæk, makroanalytiker hos Sydbank.

- Så længe der skabes job, er den amerikanske økonomi også på vej fremad, skriver han i en kommentar.

Bekymrende udvikling

Faldene i aktiemarkedet hænger tæt sammen med den tiltagende nervøsitet hos virksomhederne, som kan spores direkte til USA’s handelskrig med Kina, forklarer chefstrategen videre.

- Jeg er bekymret. Bestemt. Ikke mindst fordi det her i meget høj grad handler om nogle helt vitale og samtidig lettere uforudsigelige politiske beslutninger.

Så Kina var allerede på vej ned, og så får de et ordentligt skub i ryggen af Trump og hans handelskrig.

Allan Von Mehren, cheføkonom i Danske Bank

Og så cheføkonom i Nordea, Helge Pedersen, peger på handelskrigen som hovedårsagen til, at den amerikanske økonomi er ved at tabe pusten. Og det kan får konsekvenser for danske økonomi.

- Eftersom USA er Danmarks fjerdestørste eksportmarked og aftager omkring 7,5% af den samlede danske vareeksport, skriver han i en kommentar.

Kina hårdt ramt 

Verdens vækstlokomotiv er stadig USA, men Kinas økonomiske muskler spiller en stadig større rolle, da landet udgør en tredjedel af den globale BNP, viser tal fra Den Internationale Valutafond.

Årsagen er naturligvis de økonomiske reformer Kina har gennemført de sidste 40 år, og som har gjort riget i midten til verdens fabriksgulv.

Derfor har handelskrigen også ramt kineserne hårdt på flere fronter, lyder det fra Allan Von Mehren, chefanalytiker i Danske Bank med fokus på Kina.

- Det har givet dem en svagere eksport til USA, det har gjort en del varer dyrere, ligesom investeringslysten og privatforbruget har fået en nøk nedad. Generelt skaber det en stor usikkerhed hos både virksomheder og borgere, forklarer han.

I forvejen gik Kina sidste år i møde med udsigt til en lavere vækst, da styret i Beijing havde sat sig for at gøre noget ved landets hastigt voksende gæld. Herunder også at rydde op i det gamle skyggebank-system.

Et opgør, som er har ramt en del kinesiske virksomheder, der nu har sværere ved at låne penge.

- Så Kina var allerede på vej ned, og så får de et ordentligt skub i ryggen af Trump og hans handelskrig, siger Allan Von Mehren. 

Og man skal ikke undervurdere, hvor vigtig et marked Kina er blevet for en række europæiske virksomheder. Herhjemme gælder det eksempelvis Mærsk, da syv ud af verdens ti vigtigste havne er kinesiske. Men også danske producenter som B&O og Ecco nyder godt af at sælge til velstående kinesere.

Forsigtig optimisme

Derfor skal der til Jakob Vejløs bekymring i høj grad også tilføjes den negative afsmitning, som handelskrigen har på resten af verden, hvor man i forvejen har set tendenser til svaghedstegn. Blandt andet i Europa.

Chefstrategen håber således på, at de to lande får realiseret den hensigtserklæring de gav hinanden om at gøre en ende på handelskrigen under G20-topmøddet i slutningen af december.

Det kræver dog først og fremmest, at Kinas præsident Xi Jinping leverer på nogle af de indrømmelser hans amerikanske modpart, Donald Trump, kræver.

Og Beijing har vist takter til at gå i den retning. Blandt andet med sænkninger på toldsatser på en række landbrugsvarer og biler fra USA, ligesom de har gjort tiltag mod at lempe op for krav om, at udenlandske virksomheder skal indgå i et særligt partnerskab med kinesiske virksomheder, hvis de vil operere i landet.

- Men vi skal have mere af det her, sådan at markederne og folk i erhvervslivet kan begynde at tro på en reel borgfred i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina.

USA har sat en deadline 1. marts. Ellers vil de skrue yderligere op for tolden på varer fra Kina. Om det lykkedes at få en aftale er stadig uklart, vurderer Jakob Vejlø. 

- Der er grundlag for en vis optimisme, men der er stadig meget stor usikkerhed om det.