Netto vil åbne stribe af nye butikker

Kæden åbner i 2019 18 nye butikker med større fokus på frugt, grønt og færdigretter.

Discountkrigen fortsætter i det nye år med en massiv satsning på Netto, der er ejet af Salling Group.

Detailkæmpen investerer en milliard kroner i Netto, der allerede er den største discountkæde herhjemme.

Næste år åbner kæden yderligere 18 helt nye butikker, og samtidig lancerer Netto et nyt koncept med større fokus på frugt, grønt og færdigretter.

De senere år har Netto og norske REMA 1000 vundet terræn, mens Fakta-kæden omvendt kæmper med indtjeningen.

Discountkrigens aktører

  • Netto er den absolut største aktør med 500 butikker.
  • Fakta har 366 butikker. 
  • REMA 1000 råder over 326 butikker.
  • Aldi har 188 butikker.
  • Lidl er mindst med 117 butikker.

Klog investering

Spørger man en af dem, der følger discountkrigen tæt, så giver Nettos milliardsatsning rigtig god mening.

- Det er klogt at investere i en periode, hvor det går rigtig godt. Er man størst og stærkest, og vil man gerne bevare den position, så er det sidste man skal gøre at læne sig tilbage og tro, at tingene kommer af sig selv, siger detaileksperten Henrik Libak til TV 2.

- Både REMA 1000 og især Lidl skærper også deres profil, åbner mange forretninger og satser hårdt på alle ferskvarerne. Så det er netop nu, at jeg synes det er klogt, de forsøger at øge afstanden endnu mere til deres konkurrenter. Selvom jeg ved, at det bliver svært.

Netto lover fortsat lavt prisniveau

Michael Løve, der er international chef i Netto, forklarer årsagen til investeringen:

- Vi har været her i 37 år, og så er det naturligt, at man stiller sig selv spørgsmålet, om der er noget, man skal opdatere ved den måde, konceptet virker på. Vi er nået til det sted nu, hvor der er nogle ting, vi rigtig gerne vil prøve at lave lidt om på.

Michael Løve garanterer, at milliardinvesteringen ikke kommer til at gå ud det lave prisniveau.

- Jeg kan sige med 100 procent sikkerhed, at lave priser altid vil være en del af Nettos dna, men vi vil samtidig gerne skabe en anderledes butiksoplevelse.