Kreditorer opgiver jagten på Stein Baggers gemte svindelformue

16x9
Stein Bagger blev i 2010 idømt syv års fængsel for bedrageri. Foto: Liselotte Sabroe / Liselotte Sabroe/Scanpix

Danske Bank har over en kvart milliard kroner i klemme.

Virksomheder med penge til gode efter skandalen om IT Factory opgiver nu at finde den forsvundne svindelformue.

Det skriver Børsen.

Nyheden kommer blot otte måneder efter, at Kammeradvokaten indledte et offensivt forsøg på at opspore pengene gennem det amerikanske retssystem. Men nu har kredsen af kreditorer med penge i klemme i IT Factorys amerikanske konkursbo trukket stikket på jagten.

- Efter konsultation med IT Factorys kreditorer vil den udenlandske repræsentant (Kammeradvokaten, red) ikke efterforske potentielle krav eller mulige måder at tilvejebringe midler på i USA yderligere, skriver Kammeradvokatens amerikanske repræsentant i retsdokumenter, som Børsen er i besiddelse af.

Over en kvart milliard til gode

Det er Danske Bank, der har den største andel i konkursboet. Over en kvart milliard kroner har banken i klemme efter svindlen.

I et mailsvar til Børsen bekræfter bankens pressechef, at forsøget på at hente pengene hjem nu er opgivet.

- En sådan proces vil være forbundet med ekstraomkostninger, begrunder Kenni Leth, der også betoner de tvivlsomme udsigter til at kunne hente pengene hjem gennem de amerikanske retssale.

Stein Bagger blev i 2010 idømt syv års fængsel for bedrageri for 831 millioner kroner. Svindlen ramte særligt Danske Bank og IBM.