ATP-chef opsiger sin stilling

Det sker efter afsløringer af tvivlsomme aktioner i hans tid som chef i Nordea.

Christian Hyldahl har opsagt sin stilling hos ATP. Det sker ovenpå afsløringer af tvivlsomme transaktioner i hans tid som chef i Nordea.

- Jeg har truffet beslutningen om at opsige mit job, fordi dele af omverdenen, som ATP er afhængig af, ikke har tillid til mig som direktør for ATP, og jeg må drage den konklusion, at der ikke er udsigt til, at dette vil ændre sig, siger han i en pressemeddelelse.

Børsen har fornylig afsløret, at han som direktør i Nordea Markets i 2008 har været involveret i at kræve uberettiget udbytteskat af den schweiziske stat.

Nordea har tidligere erkendt at være indblandet i kontroversielle aktiehandler i alpelandet vedrørende udbytteskat mellem 2006 og 2007. Dengang var meldingen, at man stoppede med udbyttehandlerne, da myndighederne i Schweiz opdagede, at finansfolk fra en række lande udnyttede et hul i den schweiziske lovgivning.

Myndighederne gav herefter en løftet pegefinger til en række banker, herunder Nordea. Men Børsens afsløringer viser, at man i Nordea Markets alligevel ikke fulgte advarslen.

Manøvren stod kun på i en kort periode, hvor Nordea scorede over 300 millioner kroner i udbytte. For myndighederne kom snart efter Nordens største bank, og i 2015 slog den schweiziske højesteret fast, at Nordea - sammen med en række banker - i vidt omfang ikke havde ret til de refusioner, de havde søgt om.

Christian Hyldahl har tidligere erklæret sig uenig i dommen fra den schweiziske højesteret og har ikke ment, man gjorde noget ulovligt.

Men efter først at have afvist at stille op til interview om de seneste afsløringer sagde han i et interview med Finans fredag, at han med nutidens briller godt kan se, at formålet med udbyttefinten var skattespekulation.

- Når man ser på det i dag, så erkender jeg, at det ser sådan ud. Tankesættet dengang var ikke, at det var skattespekulation. Tankesættet var, at det var handler, hvor man kunne udnytte en misprisfastsættelse. Men hvis vi dengang havde haft samme fokus på samfundsansvar, som vi har i dag, så havde vi ikke indgået de handler, sagde Christian Hyldahl.

På et ekstraordinært bestyrelsesmøde mandag skulle ATP's bestyrelse have taget stilling til Christian Hyldahls fremtid, men han er altså kommet dem i forkøbet med en opsigelse.