Legetøjsgiganten Lego vinder stor sag om kopivarer i Kina

Som følge af mandagens afgørelse vil Lego Group modtage cirka 4,3 millioner kroner i tabt fortjeneste.

Den danske legetøjsgigant Lego har vundet en stor sag om kopivarer mod fire kinesiske virksomheder. Det oplyser Lego i en pressemeddelelse.

En domstol i Yuexiu-distriktet i byen Guangzhou besluttede mandag, at fire virksomheder har "overtrådt Lego Groups ophavsret og foretaget uretmæssig konkurrence ved at distribuere byggeklodser af mærket Lepin", skriver Lego.

Domstolen beordrede virksomhederne til øjeblikkeligt at indstille produktionen, salget og markedsføringen af kopivarerne.

Derudover skal virksomhederne betale Lego - der er en forkortelse af "Leg godt" - cirka 4,5 millioner kinesiske yuan i tabt fortjeneste. Det svarer til cirka 4,3 millioner kroner.

Lego: Afgørelse er advarsel til andre

Ifølge Lego Groups administrerende direktør, Niels B. Christiansen, understreger mandagens afgørelse, at de kinesiske myndighederne arbejder hårdt for at "skabe et retfærdigt marked for alle virksomheder i Kina".

- Afgørelsen sender en klar advarsel til andre virksomheder, der måske kopierer Legos produkter, udtaler Niels B. Christiansen.

I juli 2017 anerkendte Kinas højesteret, at Lego er et "velkendt varemærke" i Kina. En vigtig anerkendelse for den danske koncern, for hvem det kinesiske marked er vigtigt.

Det kinesiske mærke Lepin er blevet dømt for at ligne danske Lego for meget.
Det kinesiske mærke Lepin er blevet dømt for at ligne danske Lego for meget. Foto: Lepin

Stigende interesse for Lego i Kina

Sidste år måtte Lego præsentere sit første fald i salget i 13 år. Men allerede i første halvår af 2018 steg salget igen - blandt andet i Kina, hvor salget voksede med tocifrede procentsatser.

I løbet af det næste år har Lego planer om at åbne to flagskibsbutikker i Kina - en i Shanghai og en i Beijing. Og så fortsætter koncernen med at udvikle sit partnerskab med Tencent, som er en af Kinas største internetvirksomheder, oplyste Lego i en pressemeddelelse i september.

Det sker blandt andet for at styrke konkurrencen mod virksomhederne Mattel INC og Hasbro, der står bag succeserne Barbie og My Little Pony.