Lundbeck mister 26 milliarder i værdi efter floppet studie

16x9
Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Medicinalselskabet Lundbeck dropper udvikling af middel mod skizofreni efter mislykket forsøgsstudie.

Lundbeck-aktien har slemme tømmermænd dagen derpå efter et floppet studie med et middel mod skizofreni, der kunne have indbragt milliarder i fremtiden.

Medicinalselskabets aktie falder med næsten syv procent fredag morgen.

Det følger af et dyk på knap 27 procent torsdag.

Mistet 26 milliarder kroner

Samlet har Lundbecks aktionærer mistet næsten 26 milliarder kroner på to dage, da markedsværdien er faldet til 55,5 milliarder kroner.

Lundbeck oplyste torsdag, at midlet Lu AF35700 ikke havde vist bedre effekt end den eksisterende behandling til skizofreni.

Det var et fase 3-studie. Det er det afsluttende studie, inden et middel kan blive godkendt af sundhedsmyndigheder og senere komme på markedet.