Bestyrelsesformand kritiserer ledelsen i Ilse Jacobsen

16x9
Designer og iværksætter Ilse Jacobsen. Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Sagen får ikke konsekvenser for Ilse Jacobsen, fortæller hendes mand til TV 2.

Morten Albæk, der er bestyrelsesformand i Ilse Jacobsen  IJH A/S, var mandag ude med kritik af ledelsen i modevirksomheden, som han kalder uprofessionel.

Det sker, efter at Ilse Jacobsen IJH A/S er kommet i modvind, da Berlingske søndag bragte en artikel baseret på interviews med tidligere og nuværende medarbejdere, som giver et billede af et dårligt arbejdsmiljø i virksomheden.

Desuden har fagforeningerne 3F og HK i årenes løb ført og vundet flere sager mod Ilse Jacobsen, ifølge avisen.

- Vi er i fuld gang med at tage de nødvendige handlinger for at løse de udfordringer, virksomheden har. En af de primære drivere for engagement er ledelsen, og der har ikke været bedrevet en tilfredsstillende form for ledelse hos IJH A/S. Det er der 100 procent enighed om i bestyrelsen, siger Morten Albæk til Berlingske.

Dårligt arbejdsmiljø

Den nuværende direktør i virksomheden, Jesper Bo Jacobsen, der også er stifteren Ilse Jacobsens mand, ønsker ikke at stille op på kamera.

Til TV 2s journalist Mia Bahl Jensen har han dog forklaret, at han ikke kan afvise, at der har været et hårdt miljø i virksomheden, og at der har været nogle fagforeningssager, der involverer medarbejdere.

Direktør: Sager er forældede

- Han understreger, at der er tale om sager af ældre karakter. Man har altså i virksomheden - ifølge Jesper Jacobsen - optimeret en række processer omkring ansættelse og fratrædelse. Man har blandt andet ansat en HR-chef, der skal hjælpe med at løse problemet. Så han synes, at sagerne er en smule forældede, fortæller Mia Bahl Jensen.

Overfor TV 2s journalist hæfter Jesper Bo Jacobsen sig desuden ved, at Berlingske har talt med 25 nuværende og tidligere medarbejdere. Han påpeger, at Ilse Jacobsen har godt 100 medarbejdere i Danmark. 

- Han havde gerne set, at Berlingske havde talt med flere medarbejdere, da han selv har talt med flere medarbejdere, der er ganske tilfredse med at være ansat i virksomheden, forklarer Mia Bahl Jensen.

Direktør skal være bestyrelsesformand

Ifølge Jesper Bo Jacobsen får sagen ikke konsekvenser for Ilse Jacobsen, der fortsat vil være virksomhedens ansigt udadtil og vil være en del af processerne i virksomheden.

- Hun har heller ikke som sådan fået en reprimande eller noget i den stil, siger Mia Bahl Jensen.

Jesper Bo Jacobsen understreger desuden overfor TV 2, at der tilbage i 2016 blev lagt en strategi i virksomheden, der betyder, at han i 2019 træder tilbage som direktør i virksomheden og i stedet bliver bestyrelsesformand.

Morten Albæk har tidligere udtalt til Berlingske, at ægteparret Ilse og Jesper Bo Jacobsen træder ud af den daglige ledelse i virksomheden:

- Ilse og Jesper Bo Jacobsen vil træde ud af den daglige drift for at koncentrere sig om bestyrelsesarbejde og repræsentere brandet på nye såvel som eksisterende udenlandske markeder.