Jesper Nielsen har vundet over Skat - nu advarer han Pandora

16x9
Jesper Nielsen har onsdag vundet over Skatteministeriet ved højesteret i en strid om 245 millioner kroner. Foto: Scanpix Denmark

Erhvervsmanden har vundet to millionsager mod Skat - nu venter en milliardsag mod Pandora.

Torsdag middag lod kongerigets øverste retsinstans sin dom falde i striden mellem erhvervsmanden Jesper 'Kasi' Nielsen og Skatteministeriet.

Skat kan ikke kræve 245 millioner kroner af de penge, som Jesper Nielsen fik for at blive købt ud af Pandora tilbage i 2010, fremgår det af højesteretsdommen.

Dermed har Jesper Nielsen vundet to ud af to sager mod Skat. Den i dag og en anden i 2017 om sponsorater.

Her mente Skat ikke, at Jesper Nielsens virksomhed, Kasi ApS, kunne trække deres sponsorater til Brøndby IF og AG København fra i skat. Men det vurderede Østre Landsret, at det måtte selskabet godt.  

Tilbage står slaget mod smykkevirksomheden Pandora, hvis forretninger i Tyskland, Schweiz og Østrig Kasi ApS havde ansvaret for op gennem nullerne.

Vil have adgang til regnskaber

Sejrsrusen var også til at tage og føle på hos Jesper 'Kasi' Nielsen efter dagens dom, og han vil nu lægge alt ind på striden mod Pandora.

- Én ting kan vi meddele Pandora: I skal ikke kæmpe mod 'Kasi', siger han til TV 2.   

Erhvervsmanden har nemlig stævnet smykkevirksomheden for 1,4 milliarder kroner. Penge, han mener at have til gode fra Pandoras salg i de tysksprogede lande i perioden 2010 til 2015.

For da Jesper Nielsen i 2010 blev købt ud af Pandora, var der en klausul om, at han skulle have en andel af overskuddet i de frasolgte forretninger de næste fem år.

Pandora påstår dog, at disse i perioden var en underskudsforretning, og derfor har Jesper Nielsen ikke fået nogen penge. Hvilket undrer Jesper Nielsen.

- Jeg ved jo, at den virksomhed de overtog, det gamle 'Kasi', var en utrolig profitabel virksomhed, siger han.

Oven i det undrer han sig også over, at året efter klausulens udløb – altså i 2016 – havde Pandoras forretninger i Tyskland, Schweiz og Østrig pludselig én milliard kroner i profit.

- Jeg vil egentligt bare gerne have lov til at gennemgå de regnskaber med Pandora, men dem vil de ikke vise os.

Voldgiftsagen starter 29. november.

En lang og sej kamp

Højesteretsdommen var dog først og fremmest en kæmpe lettelse for Jesper Nielsen og hans familie, fortæller han.

- Det har været en lang sej kamp. Bare kampen for at komme herhen har været det allersværeste.  

Derfor skal dagens udfald også lige synke ind, før familien rigtig kan tro på, at de har vundet den kamp, som startede 19. juli 2012. Her konfiskerede Skat - ifølge Jesper Nielsen - alle familiens penge.

- Siden dengang har vi haft en endeløs kamp for at overleve og holde vores sager i live, siger Jesper Nielsen.

Det er derfor en stor trøst, at familien har vundet begge deres sager mod Skat.

Dommen ændrer intet

Kampen har også krævet en stor mængde stædighed, og selv mener Jesper Nielsen, at hans modstandskraft kommer af hans erfaringer som forretningsmand. For ifølge ham kræver det, at man er gjort af et særligt stof.  

- Når man bygger store virksomheder, så er det fordi, man kan arbejde hårdt, og man kan arbejde fokuseret.

Han og familien har siden Pandora også været travlt optaget med at opbygge nye virksomheder.

Først med smykkekæden Endless, som han startede i 2013, men måtte forlade i 2016, og nu med smykkevirksomheden Amazing Jewelry, som han startede samme år.

- Så der er ikke noget i vores hverdag, der ændrer sig fra i morgen på nogen måde. Men der er faldet en stor sten af vores ryg. Så nu arbejder vi videre, som vi altid har gjort i familien.