Flyselskabet Primera Air begærer sig konkurs

Alle selskabets flyvninger ventes indstillet fra 2. oktober. Danske rejseselskaber arbejder på at finde andre løsninger til deres kunder.

Det islandske flyselskab Primera Air indstiller al aktivitet og ventes tirsdag at begære sig konkurs.

Det skriver selskabet i en meddelelse på sin hjemmeside.

Selskabet flyver fra flere danske lufthavne til blandt andet Spanien, Portugal og Grækenland.

- Det er med stor beklagelse, at vi må informere jer om, at Primera Air efter 14 år indstiller al aktivitet fra midnat 1. oktober 2018 og vil komme under konkursbehandling, lyder det i en meddelelse på Facebook, som er underskrevet selskabets bestyrelse.

Her uddyber selskabet beslutningen og kalder det "en trist dag for alle ansatte og passagerer hos Primera Air".

- Virksomheden har arbejdet hårdt den seneste måned for at sikre en langtidsholdbar løsning for finansieringen af luftfartsselskabet. Da det ikke var muligt at nå til enighed med banken om en overgangsordning, havde vi ikke andet valg end at indgive konkursbegæring, skriver Primera Air.

Store økonomiske problemer

Ifølge luftfartsselskabet skyldes de økonomiske problemer "adskillige uforudsete, uheldige omstændigheder" de seneste to år.

Blandt andet opremser selskabet, at de i 2017 havde et tab på mere end ti millioner euro, da de mistede et af sine fly på grund af alvorlige problemer med korrosion (nedbrydning af metal i flyet, red.). I 2018 har forsinkede leveringer betydet aflysninger og operationelle problemer, som har kostet på indtjeningen, lyder det.

- Hertil kommer, at Primera Air for at opfylde forpligtelserne over for passagerne måtte lease et fly og bære omkostningerne på over 20 millioner euro, skriver selskabet.

Primera Air oplyser, at de uden yderligere finansiering ikke kan se nogen muligheder for at fortsætte driften, og at de vælger at trække stikket netop nu, fordi det derved vil ramme deres kunder mindst muligt, frem for hvis de havde trukket forløbet i langdrag.

- Det er en enorm skuffelse efter det utroligt hårde arbejde og den dedikation, der er lagt i at opbygge selskabet. Virksomheden vil især gerne takke alle sine medarbejdere for deres arbejde og dedikation, sine kunder for årelang loyal støtte, samt sine leverandører for deres samarbejde gennem årene, afslutter Primera Airs bestyrelse sin meddelelse.

I 2016 tabte Primera Air en principiel sag ved Højesteret om kompensation til flypassagerer ved forsinkelser på flyafgange.

Rejseselskaber arbejder på at hjælpe danskere

På Københavns Lufthavns hjemmeside fremgår det, at Primera Air tirsdag skulle have fire afgange og tre ankomster. I Billund Lufthavn er billedet det samme: fire planlagte afgange og tre ankomster i løbet af tirsdagen.

Også flyvninger fra Aalborg Lufthavn vil blive påvirket. Mandag aften arbejder lufthavnens medarbejdere på højtryk for at få et overblik over situationen, oplyser Rikke Mølgaard, der er salgs- og marketingdirektør ved Aalborg Lufthavn, til TV 2 Nord.

- Vi mangler lige nu endelig at få bekræftet, hvordan det kommer til at påvirke trafikken ud af Aalborg Lufthavn, siger Rikke Mølgaard.

Flyselskabet er ejet af den islandske rejsekoncern Primera Travel Group, der står bag den danske rejsearrangør Bravo Tours. Her oplyser administrerende direktør Peder Hornshøj, at der er fundet fly til de 550 passagerer, der skulle have været afsted med Primera Air tirsdag.

- Vi er i gang med at løse det for resten af ugen og måneden, så vores gæster kommer til at mærke så lidt som muligt til det her, siger Peder Hornshøj til Ritzau.

Også selskabet Apollo Rejser benytter sig af Primera Air. Apollo oplyser til TV 2, at de også arbejder på at finde andre løsninger til deres kunder.

Primera Air opfordrer på sin hjemmeside passagerer til at kontakte rejsearrangører direkte for yderligere information, da det ikke længere er muligt at kontakte selskabet på mail eller telefon.

I alt råder Primera Air over 15 fly, og i 2017 var selskabet det tyvendestørste flyselskab i Københavns Lufthavn med 278.794 passagerer, skriver Check-in.dk.

Dear Customers, With a great regret, we must inform you that Primera Air will cease all operations on the midnight of...

Posted by Primera Air on Monday, October 1, 2018