Whistleblower i hvidvasksag kræver beskyttelse

16x9
Danske Bank anklages nu for at have krænket whistleblowerens rettigheder. Foto: Jacob Gronholt-pedersen / Ritzau Scanpix

Ifølge whistleblowerens er læk af hans identitet et forsøg på hævn og intimidering fra Danske Banks side.

Den whistleblower, der i 2013 gik til myndighederne med hvidvaskproblemerne i Danske Bank, beskylder Danske Bank for at krænke hans rettigheder og kræver nu beskyttelse.

Det fremgår af et brev, whistleblowerens advokat har skrevet til justitsminister Søren Pape og Bagmandspolitiet.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Fire ansatte afslørede ham

Ifølge whistlebloweren, Howard Wilkinson, er hans rettigheder blevet krænket, fordi hans navn uden hans viden eller samtykke blev lækket i det estiske medie Eesti Ekspress.

Mediet citerede i den sammenhæng fire ansatte fra Danske Bank.

- Vi er ekstremt bekymrede over, at Danske Bank, som kendte til whistleblowerens identitet, har krænket hans menneskerettigheder, skriver Howard Wilkinsons advokat, Stephen M. Kohn, i brevet, der foruden justitsministeren og Bagmandspolitiet også er stilet til de estiske myndigheder.

Et forsøg på hævn

Advokaten kalder lækket ekstraordinært og problematisk, og det ses som et forsøg på hævn og intimidering.

Han henviser desuden til både danske og estiske myndigheders forpligtelse til at overholde internationale konventioner, der skal beskytte whistleblowere.

- Vi anmoder hermed om, at jeres agenturer omgående skrider til handling for at sikre, at mr. Wilkinson ikke er udsat for yderligere hævnaktion, krænkelser af hans rettigheder til et privatliv og/eller hans menneskerettigheder, fortsætter advokaten.

- Derudover frygter vi, at Mr. Wilkinson bliver udsat for yderligere hævnaktion, inklusiv fra de personer, som deltog i de enorme illegale hvidvaskforbrydelser.

Slog alarm i 2013

Howard Wilkinson slog alarm omkring Danske Banks hvidvaskning i Estland tilbage i december 2013.

Blandt andet kunne han fortælle om lyssky kunder med mulige tråde til den russiske præsident Putins familie.

Der skulle dog gå flere år, førend Danske Bank fandt lejlighed til at undersøge hvidvask i den estiske filial.