Danske Bank var diktatorens springbræt ind i Europa

Læs her 3. kapitel i TV 2s historie om hvidvaskernes bank. Find links til de første kapitler nederst i artiklen.

Ikke et ord om demokrati var at høre i sejrstalen efter det aserbajdsjanske præsidentvalg i april tidligere i år.

Med 77 procent af stemmerne blev det – igen – en jordskredssejr til præsident Ilham Aliyev, som har siddet på posten siden 2003. Her tog han over efter sin far, der havde regeret landet i 10 år.

Mens præsidenten takkede sit folk for den støtte, de endnu engang havde givet ham, konkluderede EU’s valgobservatører, at præsidentvalget foregik ”under et restriktivt politisk klima, som afsporer fundamentale rettigheder og friheder”.

Betalte sig til bedre omdømme

Ilham Aliyevs regime er også gentagne gange blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer, eksempelvis Human Rights Watch, for at undertrykke sine kritikere, herunder oppositionen.

Præsidenten har dog også forsøgt at gøre noget ved den dårlige omtale – ved at bestikke europæiske politikere, højtstående embedsmænd og indflydelsesrige mediefolk.

Hvidvask-sagerne i Danske Banks estiske filial

Siden marts 2017 har Berlingske afsløret tre store hvidvasksager vedrørende bankens filial i Estland.

  • Moldova-sagen: 7 milliarder kroner
  • Aserbajdsjan-sagen: 18 milliarder kroner 
  • Magintskij-sagen: 28 milliarder kroner

Det gav 53 milliarder kroner i alt.

Danske Banks egen undersøgelse har vist, at der fra 2007 til 2015 er strømmet omkring 1500 milliarder kroner gennem filialen.

Omfanget er dog så stort, at de ikke kan sige, hvor mange der er forbundet til hvidvask. Men en stor del er mistænkelige, har Danske Bank forklaret. 

Jyske Bank formoder, at 1300 ud af de 1500 milliarder er mistænkelige.

  

Det kunne Berlingske afsløre i november 2017. Her havde avisen fået indsigt i pengeoverførelser mellem Danske Banks estiske filial og selskaber og regerings- og myndighedsorganer tæt på præsidenten.

Berlingske har set på pengestrømmen fra 2012 til 2014, som i alt beløb sig til 18 milliarder kroner fordelt på 16.000 transaktioner.

Ikke alle pengene er gået til korruption. Eksempelvis er i hvert fald 300 millioner kroner forsvundet ud i skattelyselskaber.

Generaldirektøren og valgobservatøren

Blandt de modtagere, som Berlingske i samarbejde med internationale medier opsporede, er en tysk politiker ved navn Eduard Lintner.

Han modtog 450.000 kroner efter at have været valgobservatør ved valget i Aserbajdsjan i 2013. Et valg, som OECD kritiserede i stærke vendinger, men som Eduard Lintner lovpriste.

Pengene kom via Danske Bank i Estland.

Det samme gjorde 2,5 millioner til Kalin Mitrev. Hans kone er Irina Bokova, generaldirektør i FN’s indflydelsesrige organisation for uddannelse og kultur, UNESCO.

Det har vist sig at være en kæmpe hjælp for diktaturet

Lars Koch, politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke

Generaldirektøren har flere gange rost Aserbadsjan for dets støtte til UNESCOs overordnede mål, der blandt andet går ud på at fremme demokrati og ytringsfrihed.

Kaviardiplomatiet

Ilham Aliyevs købslåen til et bedre omdømme er en strategi, som trods kritik indtil videre har kastet flere konkrete succeser af sig.

Det vurderer Lars Koch, politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke.

- Det er jo lykkedes diktatoren at bestikke en lang række personer, som har ydet noget til gengæld.

Formel 1 løb i Aserbajdsjans hovedstad Baku med udsigt til byens ikonisk Flamme Tårne.
Formel 1 løb i Aserbajdsjans hovedstad Baku med udsigt til byens ikonisk Flamme Tårne. Foto: Andrej Isakovic / Ritzau Scanpix

Korruptionspengene stammer primært fra landets olie- og gasindtægter. Det kan den internationale organisation for undersøgende journalister, ICIJ, fortælle. De stødte i Panama Papirerne flere gange på skattelyselskaber tilknyttet præsidenten eller nogle af hans nærmeste.

Foruden Europa lægger regimet også en ihærdig PR-indsats i USA.

- Landet har haft medlemmer af Kongressen ovre på ture med alle udgifter betalt, hvor de overøste lovgiverne med ting som silketørklæder, tesæt i krystal og tæpper, skriver ICIJ.

Netop tæpper er tilsyneladende et af regimet yndet bestikkelsesmiddel. Organisationen European Stability Institute kan i hvert fald berette, at den aserbajdsjanske ambassade i Strasbourg tilbage i 2014 havde et helt rum fuld af dyre tæpper.

Præsident Ilham Aliyev holder tale for Europarådet i 2014.
Præsident Ilham Aliyev holder tale for Europarådet i 2014. Foto: Frederick Florin / Scanpix Denmark

Fra Aserbajdsjans hovedstad Baku havde styret i det år sat gang i en storstilet satsning og havde brug for at lægge en dæmper på kritikken fra andre medlemmer af Europarådet. 

- Aserbajdsjans lobbyister havde travlt med at forberede deres største kup – at kombinere Bakus formandsskab i Europarådets Ministerkommission i 2014 med fængslingen af deres mest prominente hjemlige kritikkere, skriver European Stability Initiative i deres rapport.

Perfektionister i korruption

Det er også i Strassburg, at Europarådet har sit hovedkvarter. Rådet blev stiftet i 1949, og er den organisation, som står bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. 

I maj 2014 kunne Aserbajdsjans udenrigsminister Elmar Mammadyarov således indtage formandsposten, trods vedvarende kritik fra flere menneskerettighedsorganisationer.  

Europarådets parlament udkom i april i år med en rapport, som undersøgte korruptionen hos sig selv. Den konkluderer, at der særligt i 2013-2014 var en gruppe i parlamentet, som uden tvivl arbejdede under Aserbajdsjans indflydelse.

European Stability Institute kalder Aserbajdsjans udenrigspolitik for ”kaviardiplomati” – fordi dyre ting som kaviar ofte går under bordet, hvis styrets diplomater kan slippe afsted med det.

USA’s tidligere ambassadør i Aserbajdsjan og nu professor ved George Mason Universitetet fortæller til ICIJ, at korruption og elitær kontrol ikke er ualmindeligt i regionen, men at niveauet af det i Aserbajdsjan er ekstraordinært højt, og at regimet ”helt bestemt har perfektioneret” denne form for politik.

En blåstempling af korruptionspenge

Danske Bank har både svigtet deres samfundspligt som dansk storbank og forsømt deres forpligtelse til at bekæmpe korruption. Noget de som en stor virksomhed inden for OECD-landene er særligt forpligtet til.

Det mener Lars Koch.

- Dermed har banken direkte været med til at muliggøre korruption i Europa ved åbenlyst at ignorere de enorme pengestrømme fra Aserbajdsjan gennem filialen i Estland.

Den politiske chef for Mellemfolkeligt Samvirke fortsætter med at kritisere banken i stærke vendinger.

- Det har vist sig at være en kæmpe hjælp for diktaturet, at de har haft en dansk bank som indgang ind i Europa.

- Det har været en ren blåstempling.

'Hvidvaskernes bank' er en artikelserie i fire kapitler:

  1. Hvidvaskskandalen i Danske Bank begynder med den døde advokat
  2. Manden de kalder hvidvaskjægeren er rystet og rasende over Danske Bank
  3. Danske Bank var diktatorens springbræt ind i Europa
  4. Borgen var det friske pust, der skulle rette op på bankens dårlige ry