Dansk rigmand vil opføre by i Jylland - og den skal have Vesteuropas højeste tårn

Bestseller-byen kan dog være til gene for de omkringliggende byer, som kan blive ramt på omsætningen.

Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen går med store planer. Han vil opføre en helt ny by lidt uden for den jyske by Brande, hvor modekoncernens hovedkvarter ligger.

Det skriver Finans.

Byen skal hedde 'Bestseller Village & Tower' og skal efter planen være 645.000 kvadratmeter stor, som svarer til 88 fodboldbaner

I Brande er der stor begejstring for projektet, som skal stå færdigt i 2023. Her til aften har Ikast-Brande Kommunes byråd enstemmigt vedtaget at sende planerne om en helt ny Bestseller-bydel i høring, skriver TV MidtVest. 

- Det er altid interessant, når nogle gør noget spektakulært, og det er det her, siger borgmester i Ikast-Brande, Ib Boye Lauritsen (V), til TV 2.

Byen får efter planen også Vesteuropas største tårn på 317 meter.

Håber på turisme

Trods de store planer for Bestseller Village & Tower i Brande frygter borgmesteren ikke, at det vil blive for stor en mundfuld for den lille by med lidt over 7000 indbyggere.  

- Vores udfordring bliver, hvordan vi integrerer projektet i det samfund, der er i Brande i dag. Det vil trække nogle mennesker til. Vi skal gerne beholde Brande, som det er og så have et aktiv, der kan trække mennesker til, fortæller Ib Boye Lauritsen.

Han håber på, at Bestseller-byen kan blive en turistattraktion, som vil tiltrække interesserede fra udlandet til Brande.

Planen er, at byen skal have butikker, boliger, hotel- og konferencecenter, kontorlokaler, caféer, restauranter, uddannelsesinstitutioner, legepladser, cykelstier og en tankstation.

Bestseller selv vil ikke udtale sig for meget om projektet på nuværende tidspunkt.

- Der er stadig meget lang vej, til projektet er en realitet, og lige nu afsøger vi bare muligheder. Der kan med andre ord stadig ske mange ting i forhold til det endelige projekt, og derfor vurderer vi også, at det på nuværende tidspunkt er alt for tidligt at udtale os konkret om projektet, fortæller projektansvarlig i virksomheden Anders Krogh.

For at byen kan blive en realitet, skal byrådet i Ikast-Brande Kommune tage stilling til, om projektet skal sendes til offentlig høring.
For at byen kan blive en realitet, skal byrådet i Ikast-Brande Kommune tage stilling til, om projektet skal sendes til offentlig høring. Foto: Bestseller

Kan føre til lukninger af butikker

Men opførelsen af Bestseller-byen kan skabe harme for de omkringliggende byer. I en analyse lavet af Institut for Center-Planlægning for Finans står flere omkringliggende kommuners butikker til at være lukningstruet og dermed miste omsætning. En problemstilling Bestseller er bevidste om.

- En analyse af et projekt i denne størrelse vil helt naturligt vise, at der flyttes noget omsætning lokalt, men projektet skal ses i en større sammenhæng. Bag projektet ligger en vision om at gavne hele det midtjyske område, og målet er, at projektet i samspil med andre aktører kan være med til at tiltrække folk, kunder og turister og skabe muligheder for regionen som helhed, siger projektansvarlig hos Bestseller Anders Krogh.

I Herning Kommune er fire butikker i byen lukningstruede, hvis projektet bliver en realitet. Selvom kommunen i en tidligere opgørelse topper en liste over andelen af overskudsgivende virksomheder målt i hver af de 98 danske kommuner, giver eventuelle lukninger ikke anledning til bekymring.

Det er endnu uvist, hvor meget Bestseller-byen vil koste Anders Holch Povlsen.
Det er endnu uvist, hvor meget Bestseller-byen vil koste Anders Holch Povlsen. Foto: Bestseller

- Det er da noget, vi kigger på, hvordan så stort og ambitiøst et projekt vil påvirke detailhandlen i vores område. Men det er så stort et projekt, som også vil have en positiv indflydelse på erhvervslivet og på muligheden for at tiltrække andre typer handlende til, siger erhvervschef i Herning Kommune, Henrik Kjeldsen, til TV 2.

Byggeriet kan begynde i 2019.