Danske Bank-chef går af

16x9
(ARKIV) Danske Banks hovedsæde i København. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Danske Banks chef for compliance - at overholde regler - forlader sin stilling. Jagt på en ny er sat ind.

Chefen for Danske Banks compliance-funktion, der skal være med til at sikre bankens overholdelse af hvidvaskreglerne, forlader banken. Det skriver Finanswatch.

Anders Meinert Jørgensen forlader stillingen efter en turbulent periode, hvor Berlingske i en række artikler har afsløret omfattende hvidvask fra bankens afdeling i Estland.

Han siger til Finanswatch, at han selv har sagt sin stilling op og kalder beslutningen for udramatisk.

- Der er ikke nogen direkte forbindelse til hvidvask-sagen i Estland. Men det er klart, at det generelt er meget intenst at arbejde med compliance, og især har det sidste år her i Danske Bank været meget intenst, siger han til mediet.

Bliver til november

Anders Meinert Jørgensen bliver i banken frem til november. Danske Bank er allerede i gang med at finde hans afløser.

Danske Bank har sat gang i en undersøgelse af forholdene i den estiske afdeling - herunder ledelsens ansvar. Resultaterne ventes i september.

Senest har Berlingske Business fået indsigt i, at bankens hvidvask af penge kan være endnu større end hidtil antaget.

Berlingske har informationer om suspekte pengestrømme for nye 28 milliarder kroner, hvilket bringer det samlede beløb af potentielt hvidvaskede penge op på 53 milliarder kroner.