Nordea køber norsk onlinebank

16x9
Nordea køber Gjensidige Bank, der er en af Norges førende onlinebanker. Foto: Chris Helgren / Ritzau Scanpix

Storbanken betaler 5,5 milliarder norske kroner for Gjensidige, der blandt andet tilbyder billån over nettet.

Nordea køber Gjensidige Bank, der er en af Norges førende onlinebanker.

Det oplyser Nordea i en pressemeddelelse.

Den skandinaviske storbank er den næststørste bank på det norske marked. Og Nordea regner med, at opkøbet vil styrke den position.

- Dette er et væsentligt skridt for os og understreger vores strategi og ambition om at vokse på det vigtige norske marked, udtaler Snorre Storset, der er landechef for Nordea i Norge, i pressemeddelelsen.

Nordea betaler 5,5 milliarder norske kroner for Gjensidige. Beløbet vil blive justeret for den egenkapital, Gjensidige genererer, indtil transaktionen er gennemført.

Det forventes at ske i første kvartal 2019.

Nordea forventer større overskud med opkøb

Gjensidige Bank er i dag ejet af forsikringskoncernen Gjensidige Forsikring. Banken tilbyder blandt andet boliglån, bilfinansiering, forbrugslån og opsparing. Alt sammen digitalt.

Aftalen indebærer også, at Nordea og Gjensidige indgår et samarbejde om at distribuere hinandens produkter. Altså forsikringer og bankydelser.

- Vi ser Nordea og Gjensidige som naturlige strategiske partnere. Begge har en stærk intern kultur, og vores værdier er et godt match, siger Snorre Storset i pressemeddelelsen.

Helge Leiro Baasted, der er koncernchef i Gjensidige, fremhæver, at aftalen vil gøre det muligt for Gjensidige at nå ud til flere kunder.

- Vi er meget tilfredse med aftalen og ser frem til et tæt samarbejde med Nordea fremover, udtaler han.

Nordea forventer, at købet vil have en positiv betydning for bankens overskud allerede fra første år af sammenlægningen.