Nye beregninger: Så gamle kan vi forvente at blive

40 procent af pigerne født i 2018 forventes at blive 100 år.

Nye tal fra ATP viser, at danskerne kan regne med at leve langt længere end først antaget.

Årsagen er, at den danske gennemsnitslevealder hidtil er blevet sammenlignet med den amerikanske, men ATP, der administrerer den danske obligatoriske pension, vurderer nu, at den sammenligning ikke holder.

Det skyldes dels mordraten i USA. Så nu sammenligner man med Skotland og Luxembourg.

Drenge vil leve 3,7 år længere

Direktør i ATP Christian Hyldahl fortæller, at man har udvidet metodeapparatet og inddraget detaljeret data om blandt andet dødsårsager for første gang.

På den baggrund forventer ATP, at en nyfødt pige i dag vil leve knap to år længere, end hvad den hidtidige levetidsmodel tilskrev. Levetidsforlængelsen for drenge er på hele 3,7 år.

- Vi gør klogt i at benytte os af denne nye indsigt og tilpasse vores levetidsmodel efter det. Det er glædeligt, at vores bedste skøn nu viser, at vores medlemmer kan forvente at leve længere end hidtil antaget, siger Christian Hyldahl.

- Giver god mening

Det er klogt af ATP at kigge andre veje end mod USA, når man skal sammenligne. Sådan lyder det fra professor og leder af Dansk Center for Aldersforskning på Syddansk Universitet Kaare Christensen.

- Det giver god mening at sammenligne med nordeuropæiske lande, for der er meget større spredning på levealderen i USA end i Danmark. Så når vi kigger på, hvem vi ligner, skal vi ikke kigge på USA, siger han til TV 2.

Han advarer dog mod at tage det præcise tal, som ATP kommer med, for den reelle sandhed. Det handler om forudsigelser, og de varierer, alt efter hvad du bruger af datagrundlag.

- Det er en svær disciplin at diskutere, hvad der sker de næste 100 år, for tænk tilbage til 1918 - hvor mange havde forudset, at vores samfund skulle se sådan ud i dag? I ATP's fremskrivning siger de, at verden bliver nogenlunde, som vi kender den, og der vil være fremskridt i nogenlunde det tempo, vi kender. Der sker ikke store katastrofer som klimaforandringer eller tredje verdenskrig, siger han.

Tre holdninger til fremtiden

Der er nogle, der ligesom ATP tror på, at vi vil blive gradvist ældre og ældre, fordi det passer med de seneste generationer. Men der er også andre tænkere, som ikke tror på den udvikling, fortæller Kaare Christensen.

- Der er generelt tre skoler inden for aldersforskning. Én skole tror ikke, der er mere at hente på levealderen, og at vores biologiske øvre grænse er nået. I den anden ekstrem er dem, der tror på fremskridt på over 100 år, siger han.

Det er især en række franske forskere og en gruppe i New York, der mener, at overliggeren er nået. Kaare Christensen ligger som de danske forskere et sted midt imellem. Han tror på, at vi gradvist vil blive ældre, men i hvilket tempo er ikke lige til at sige.

- I den midterste skole er de fleste forskere, og vi tror på, at der vil ske fremskridt i den disciplin, det er at være i live. Og i den disciplin er doping tilladt. Alt er tilladt, og jeg har svært ved at forestille mig, at vi aldrig vil finde noget, der vil kunne hjælpe, siger han og nævner hjerteklapper og anden forskning som "doping".

Udfordring for økonomi

Overvismand Michael Svarer ser udfordringer for holdbarheden i dansk økonomi, hvis levealderen fortsætter med at vokse så hurtigt, som ATP's nye tal viser.

- Politikerne har sørget for, at pensionsalderen vokser, når levealderen vokser, men højst med et år hver femte år. Hvis levealderen vokser hurtigere end det, kan det belaste de offentlige finanser i en periode, hvor vi i forvejen har mange ældre på mere end 80 år, som giver ekstra omkostninger for de offentlige, siger Michael Svarer til TV 2.

ATP's nye forventninger:

  • En kvinde født i 2018 forventes at leve 95,6 år mod 93,4 år før ændringen.
  • En mand født i 2018 forventes at leve 92,4 år mod 88,7 år før ændringen.
  • 40 procent af kvinder, der er født i 2018, forventes at runde 100 år.
  • 29 procent af mænd, der er født i 2018, forventes at runde 100 år.