Høreapparatbranchens lillebror fusionerer sig større

16x9
Widex hovedsæde i Lynge. Foto: Tidsvilde Stine / Ritzau Scanpix

Widex, der længe har været den mindste af de danske høreapparatproducenter, bliver fusioneret med konkurrent.

Den danske høreapparatproducent Widex fusionerer med konkurrenten Sivantos. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

Widex har længe været den mindste aktør i det danske triumvirat af høreapparatproducenter. Storebrødrene GN og William Demant Holding er vokset støt og er blandt verdens største.

- Målet med fusionen er at accelerere væksten, styrke markedspenetrationen og øge effektiviteten for at muliggøre yderligere investeringer i både R & D og forsyningskæden, står der i pressemeddelelsen.

En af verdens største

Fusionen med Sivantos vil ifølge meddelelsen gøre det samlede selskab til en af verdens tre største producenter af høreapparater med distribution i 125 markeder og en omsætning på 1,6 milliarder euro - 12 milliarder kroner.

Ved sit seneste årsregnskab omsatte Widex for 4,3 milliarder kroner, mens GN og William Demant Holding omsatte for 9,6 og 13,2 milliarder kroner.

Widex er vokset pænt og giver et pænt overskud, men man skal ikke mange år tilbage, før selskabets omsætning stod i stampe, og der blev tabt trecifrede millionbeløb årligt.

Større konkurrenceevne

Den fusionerede virksomhed vil blive ejet af kapitalfonden EQT, der ejer Sivantos, og Tøpholm- og Westermann-familierne, der ejer Widex. Sidstnævnte vil blive den største aktionær.

- Kompleksiteten i høreapparater stiger eksponentielt. Det vil sige, at udviklingsomkostningerne er meget omfattende, og det er klart, at jo større udviklingskapacitet, man har, des større konkurrenceevne har man også i markedet.

- Med denne her fusion har vi muligheden for at få den største udviklingskapacitet i branchen overhovedet. Når man lægger vores nuværende udviklingsafdelinger sammen, så vil de - allerede som de er nu - være de største. Og vi har ingen intentioner om at indskrænke dem, siger formand i Widex Jan Tøpholm til Ritzau Finans.

Widex har for nuværende omkring 4250 medarbejdere, mens Sivantos har 5950 medarbejdere.