Dine data hjælper Netflix med at tjene penge og dig med at finde gode film

16x9
Netflix var en af de første streamingstjenester, der kom på markedet. Det gjorde de efter, at Blockbuster havde afvist ideen om streaming af film via internettet. Foto: Mike Blake / Ritzau Scanpix

Netflix' seneste regnskab viser, at deres erobringstogt verden over fortsætter. Benhårdt fokus og mestring af data ligger bag succesen, siger ekspert.

De danske kunder hos streaminggiganten Netflix har over 3000 titler at vælge imellem, og det er flere end nogensinde. Det viser en opgørelse, som flixfilm.dk lavede i januar 2018.

Udover at give kunderne et stort og bredt udvalg, er selv samme kunders til- og fravalg af film rygraden i Netflix' dataindsamling og profilering af brugerne. De store mængder data bliver brugt til at holde kunderne i butikken ved at præsentere dem for film og serier, de muligvis kan lide.

Hele 80 procent af alt, hvad deres 125 millioner brugere verden over ser, vælges ud fra de anbefalinger, Netflix giver. Og det klinger godt i kassen hos virksomheden, som selv vurderer, at de dermed fastholder abonnenter for over en milliard dollars om året.

Big data på den gode måde

Big Data er uden tvivl en af hjørnestenene i Netflix succes, fortæller ekspert i digital medieudvikling Claus Bülow Christensen.   

- Det var en del af visionen helt fra starten, hvor de ansatte nogle af de bedste dataeksperter og satte dem på det hold, der står for at udvikle brugerfladen. Altså det kunderne ser, når de logger ind på deres konto.

Danskernes brug af streamingstjenester

1: Netflix – 51,1 procent

2. Viaplay – 33,1 procent

3. TV 2 Play – 19 procent

4. HBO – 9,9 procent

5. Cmore – 8,2 procent

Meningsmålingen er foretaget Ampere Analysis blandt 2000 danskere.

Pointen er, at det skal give brugerne en god kundeoplevelse, og det gør de blandt andet ved, at se på, hvilke tv-serier brugerne ser og endnu vigtigere, hvordan de ser dem, forklarer Claus Bülow Christensen.

- Netflix kan angiveligt tolke meget om en person, alt efter om de ser en serie i ét rap eller i små bidder over en længere periode. Men hvordan deres algoritme virker, er selvfølgelig en dyb hemmelighed, så det er begrænset, hvad vi ved om den.

Der er dog tale om en markant anderledes brug af data, end man for eksempel ser hos Facebook, tilføjer medieeksperten. Det skyldes, at Facebook tjener penge på at bruge kundernes data til at sælge annoncer. Men det behøver Netflix ikke, som tjener penge på abonnementer.

Populære som aldrig før

Mandag kom Netflix med et kvartalsregnskab, der ifølge Claus Bülow Christensen viser en ”aldeles glimrende og stærk” virksomhed.

3,7 milliarder dollars lød omsætningen på fra de første tre måneder af 2018, og 7,4 millioner nye kunder strømmede til, hvilket var mere end forventet.

Men vi må aldrig glemme, at det også er fedt at gå på opdagelse i nye film og genrer

Frederik Dirks Gottlieb

Succesen bygger dog også på andet end bare at være gode til data, fortæller Claus Bülow Christensen:

- Først og fremmest var Netflix den første streamingstjeneste på markedet, der lykkedes med alt det tekniske, så kunderne fik en god oplevelse. 

Derudover havde de en klar vision for fremtiden, samt viljen til at hente de bedste eksperter ind, som kunne føre den vision ud i livet.   

Kampen om kunderne spidser til

Fremtiden er dog langt fra sikker for kongen af streaming. For skønt Netflix i markedsværdi har overhalet store mediegiganter, som Time Warner og 21st Century Fox, er nogle af de gamle begyndt at slå fra sig.

For eksempel Disney, der er ved at oprette deres egen streamingstjeneste, som bliver det eneste sted, folk fremover vil kunne se en lang række Disneyfilm og -serier.   

Netflix hviler derfor heller ikke på laurbærerne, fortæller Claus Bülow Christensen, men er i gang med en solid oprustning, hvor de vil producere endnu mere indhold selv. Og indhold, som i højere grad skal være tilpasset de lokale markeder og et mere modent publikum.  

Vælg mellem 80.000 forskellige genrer

Der er enormt stor spændvidde inden for en genre. Det giver nærmest ikke længere mening for eksempel bare at bruge genren ’actionfilm’, da det meget afhænger af, om det er en action-thriller eller action-komedie.

Som en del af deres algoritme, har Netflix valgt at gå endnu længere og finsortere deres udbud af film i mange tusind forskellige kategorier. Faktisk næsten 80.000, men hvor en film oftest vil passe på flere genrer.

Netflix skal derfor ses som en kæmpestor vidensbank, som ifølge Frederik Dirks Gottlieb ”mestrer finindelingen” af brugernes film- og seriepræferencer.

Frederik Dirks Gottlieb er vært på DR-podcasten 'Binge', der handler om streaming. Og han er i udgangspunktet glad for, at Netflix kan bruge denne finsortering til at finde det, som vil falde i hans smag.

- Men det skal hellere ikke være mere end 80 procent. For vi må aldrig glemme, at det også er fedt at udforske nye film og genrer, og det at gå på opdagelse i kulturen er med til at udvikle os. Hvor jeg godt kan blive lidt bange for, at de forskellige streamingstjenester gør, at vi bremser os selv i vores udvikling.   

Sådan optimerer du din Netflix-konto

Klik på film, du ved, du kan lide

Netflix registrerer, hvad du vælger at klikke på, og hvad du i sidste ende vælger at se. Ligesom de også kigger på, hvor længe du ser en film eller en serie.  
Du kan derfor hjælpe Netflix med at hjælpe dig ved at klikke målrettet på ting, du i forvejen ved, du kan lide. Eller ved at tilføje dem til din se-senere-liste.  
På samme måde vil gensyn med dine favoritter også være et godt praj til Netflix om, hvad du kan lide.

Det belønner sig at bedømme

På Netflix kan du give en film eller en serie din bedømmelse i form af enten en tommelfinger op eller ned.
En af fordelene ved det er, at det hjælper Netflix med at finde frem til de genrer, du bedst kan lide.
Husk på de har næsten 80.000 genrer, men som er meget specialiserede. Det vil sige, hvis du bedst kan lide action komedier og film med Bruce Willis, så vil film, der omhandler begge dele, dukke op, som forslag til dig.

Lav separate profiler til alle i hjemmet

Er man flere om at dele en Netflix-konto, er det en rigtig god ide at oprette forskellige profiler.
I en familie med børn vil de voksne oftest ikke været interesseret i at få anbefalet diverse børne- eller ungdomsfilm og -serier. Ligesom de voksne også vil have forskellige ønsker.
Opretter man ikke forskellige profiler, vil de mange brugere forvirrer algoritmen, og den vil have meget sværere ved at finde anbefalinger til de enkelte.