Ansat får kritik for at svine DR-program til på Facebook

16x9
Lise Rønne og Mark Stokholm er nogle af værterne på 'Aftenshowet'. Foto: Screenshot / DR/Natholdet

Det var over stregen, da en DR-ansat på Facebook kaldte 'Aftenshowet' for nosseløst og kikset.

En ansat i DR gik for vidt, da hun på Facebook kaldte tv-programmet 'Aftenshowet' for "den mest nosseløse, uprofessionelle, kiksede omgang lorte 'journalistik' i dansk fjernsyn. Ever!"

Den ansatte var for grov i sit ordvalg. Det konkluderer Ombudsmanden i en redegørelse om sagen.

- Offentligt ansatte er i deres fulde ret til at kritisere deres arbejdsplads offentligt. Også i meget skarpe vendinger. Men sagen her er et eksempel på, at man kan være for grov i sit ordvalg, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen om sagen i en pressemeddelelse.

DR begik også fejl

Ifølge Ombudsmanden slår reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed fast, at ytringer ikke må have en urimeligt grov form.

Han konkluderer dog, at arbejdsgiveren DR også har begået fejl i sagen. Ledelsen tvivlede på den ansattes loyalitet og antydede, at hun som tillidsrepræsentant er særligt begrænset i sin ytringsfrihed.

- Hverken rollen som tillidsrepræsentant eller den såkaldte loyalitetspligt begrænser nemlig ytringsfriheden, lyder det.

Sagen endte med, at den ansatte i DR fik en henstilling om at undgå den slags ytringer i fremtiden.