Familien Danmark har rekordstore formuer - se tallet for din kommune her

16x9
Ny undersøgelse om danskernes formuer i perioden 2014 til 2016 viser, at der er god grund til at smile rundt om i de danske hjem. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Det er ikke finansielle problemer, der nødvendigvis holder familien Danmark søvnløse om natten. Det går nemlig godt i det ganske land.

Familien Danmarks formuer er steget til rekordniveau. Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik. Men i nogle kommuner er der mere fart på end i andre. 

Ser vi på den procentmæssige stigning, er det især jyske familier, som har nydt godt af et boost i privatformuerne. Tre jyske kommuner troner ind på sejrsskamlen med Favrskov Kommune på førstepladsen med en vækst på 7,4 procent, Rebild Kommune med 6,7 procent og Horsens Kommune med 6,5 procent. 

Fortsætter vi med at sammenligne den procentmæssige vækst, så bliver bunden domineret af de rige sjællandske kommuner. Nemlig Rudersdal Kommune med minus 0,9 procent og Hørsholm Kommune med minus 1,6 procent.

Men det skyldes også, at baren i disse rige kommuner i forvejen er sat ret højt, forklarer chefanalytiker hos Nykredit, Mira Lie Nielsen:

- For de rige, nordsjællandske kommuner er tilfældet det, at de i forvejen har et ret højt bundniveau, og at topniveauet næsten ikke kender nogen grænser, tilføjer hun.

Procenter er dog én ting og reelle beløb noget helt andet. På kortet nederst i artiklen kan du se, hvor meget formuerne er steget i faktiske tal. 

De fleste er kommet med på toget

Selv om nogle måske kan hovere mere end andre, så har de fleste familier, ifølge Mira Lie Nielsen, grund til at være tilfredse med stigningen.

- I bund og grund gælder det stort set alle, alle steder i landet og langt de fleste familietyper. Der kan være enkelte, der stikker ud og enkelte kommuner, hvor det ser lidt specielt ud. For de bittesmå kommuners vedkommende kan det eksempelvis skyldes, at enkelte folk er fra- eller tilflyttet kommunen, eller at nogen i kommunen har solgt deres virksomhed. 

Den vurdering er seniorøkonom hos Danica Pension, Mads Moberg Reumert, enig i. Han forklarer, hvorfor stigningen i danskernes formuer er skudt sådan i vejret: 

- Den stigning, vi ser, afspejler flere ting. Dels at vi arbejder længere, og at vi sparer mere op til pensionen. Men vi bliver også hjulpet godt på vej af den udvikling, der har været på boligmarkedet og aktiemarkedet, siger han.

Så meget er formuerne steget i de danske kommuner

Formue tal fra Danmarks Statistik for perioden 2014 - 2016