DSV leverer bedre end ventet og varsler yderligere fremgang

16x9
DSV-regnskab blev kørt i stilling onsdag morgen. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Transport- og logistikkoncernen DSV ramte over analytikernes forventninger i sit regnskab for 2017.

På toplinjen parkerede DSV et resultat på lidt over 19 milliarder kroner, hvilket lå over analytikernes estimat på 18,7 milliarder kroner ifølge Ritzau Estimates.

Divisionerne Road og Solutions overraskede begge positivt på indtægterne, mens Air & Sea omvendt skuffede en smule.

Længere nede i resultatopgørelsen landede DSV i fjerde kvartal et driftsoverskud før særlige poster (EBIT) på 1.196 millioner kroner. Det var lidt over, men stort set på linje med, det ventede, da aktieanalytikerne havde ventet et overskud på 1.194 millioner kroner i årets sidste fjerdedel.

Forventer vækst og overvejer opkøb

På bundlinjen blev det til et resultat efter skat på 775 millioner kroner mod analytikernes forventning om et plus på 744 millioner kroner.

- 2017 var endnu et rekordår for DSV. Efter et stærkt fjerde kvartal 2017 opnåede vi en samlet indtjening for 2017 i den høje ende af vores seneste forventninger samt meget stærke pengestrømme, udtaler administrerende direktør Jens Bjørn Andersen i regnskabet og forsætter:

- Efter at have lagt integrationen af UTI bag os kan vi nu koncentrere os om at udvikle DSV, og vi forventer op til 11 procent vækst i indtjeningen i 2018. Opkøb er stadig på dagsordenen, og vi vil fortsat være på udkig efter relevante muligheder. 

Afkast til aktionærerne 

Sammen med regnskabet for fjerde kvartal løfter DSV udbyttet til aktionærerne, som kan se frem til en betaling på 2,0 kroner. per aktie. Det er en stigning fra 1,80 kroner. i 2016. Ifølge Ritzau Estimates var der ventet en stigning i udbyttet til 1,90 kroner - dog baseret på få estimater.

For 2018 venter transport- og logistikkoncernen fortsat fremgang i 2018, hvor DSV sigter efter et driftsoverskud før særlige poster på mellem 5 og 5,4 milliarder kroner og justerede frie pengestrømme på 4 milliarder kroner.

Til sammenligning ventede analytikerne inden regnskabet et driftsoverskud i 2018 på 5.388 millioner kroner ifølge Ritzau Estimates. I 2017 nåede selskabet til sammenligning et overskud på 4.878 millioner kroner