Sexanklager mod skuespillere koster Netflix en kvart milliard

16x9
Det koster streamingtjenesten Netflix mere end en kvart mia. kroner, at blandt andre Kevin Spacey er blevet anklaget for seksuelle krænkelser. Foto: NICHOLAS KAMM / Ritzau Scanpix

Streamingtjenesten Netflix må lave en nedskrivning på hele 237 millioner kroner, fordi indhold ikke kan udgives efter sexanklager mod skuespillere.

Det koster Netflix dyrt, at streamingtjenesten i slutningen af sidste år valgte at afbryde samarbejdet med Kevin Spacey og komikeren Louis C. K., efter at de begge var blevet anklaget for seksuelle overgreb. Rigtig dyrt endda.

I streamingtjenestens seneste kvartalsregnskab har Netflix lavet en nedskrivning på hele 237 millioner kroner, på grund af det tjenesten i første omgang blot omtalte som "Ikke udgivet indhold, som vi besluttede ikke at sende ud."

Nedskrivning relateret til seksuel chikane

Den noget uldne udtalelse fik lynhurtigt en lang række udenlandske medier til at linke det ikke-udgivede indhold direkte tilbage til sexanklagerne mod Kevin Spacey og komikeren Louis C. K. Og nu åbner Netflix lidt mere op for posen, for finansdirektør David Wells kalder nu i følge The Telegraph nedskrivningen "relateret til den samfundsmæssige nulstilling omkring seksuel chikane."

Det er store produktioner, der enten skal laves om - eller helt er blevet droppet - på grund af sex-anklagerne.

Hitserien 'House of Cards' vender i år tilbage med en sjette sæson. Men det bliver uden hovedrolleindehaver Kevin Spacey, der i november blev fyret fra alle produktioner, der har med Netflix at gøre. Og det på trods af at optagelserne til den nye sæson var godt i gang - med Spacey i en bærende rolle.

- Netflix vil ikke være involveret i yderligere produktion af 'House of Cards', der inkluderer Kevin Spacey, oplyste streamingtjenesten den 4. november sidste år i en udtalelse.

Netflix har også besluttet ikke at udgive egenproduktionen ‘Gore’, der en biografisk film om forfatteren Gore Vidal, produceret af og med Spacey i hovedrollen. Alle optagelserne var ellers afsluttet.

Komiker også fyret

Også komikeren Louis C. K. skulle have lavet en ekstra omgang standup til Netflix. Men komikeren har fået klippet alle sine bånd til streamingtjenesten efter anklager om blandt andet at have vist sine ædlere dele til en række kvinder.

Louis C. K. har efterfølgende indrømmet og beklaget sine handlinger i New York Times:

- Det sværeste at leve med er, at jeg har forvoldt andre mennesker smerte. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor meget smerte jeg har udsat dem for, sagde Louis C. K. i november sidste år.