Værdien af bitcoin styrtdykker

Bitcoin er på godt et døgn faldet omkring 20 procent, mens flere andre kryptovalutaer er faldet meget mere.

Tirsdag faldt værdien af bitcoin til 12.200 dollar, og onsdag morgen dykkede den under 10.000 dollar, inden udviklingen vendte en smule. Klokken ni onsdag morgen kostede en bitcoin i omegnen af 10.900 dollar.

I samme tidsrum er den næststørste kryptovaluta, etherium, faldet 30 procent.

Men selvom nedturen har været til at få øje på, så er en korrektion en naturlig konsekvens af den store optur, som eksempelvis bitcoin har oplevet i det seneste år. Det mener i hvert fald Niklas Nikolajsen, der har opbygget sin formue ved investering i bitcoin.

- Når du har et marked, der var så overophedet, som kryptomarkedet vel egentlig var, så er det et spørgsmål om tid, før der kom en korrektion, siger direktøren i bitcoin-banken Bitcoin Suisse.

Myndigheder holder øje

Ifølge Niklas Nikolajsen holder den kinesiske nationalbank vågent øje med kryptovalutaer.

Senest har en embedsmand fra den kinesiske centralbank, efter et møde med regeringen, ladet sive til nyhedsbureauet Reuters, at der planlægges yderligere skridt for at stoppe handlen med kryptovalutaer.

- På mødet blev der tydeligt efterspurgt tiltag mod de 'nyskabelser', der afviger fra den almindelige økonomi og unddrager sig regulering, siger viceguvernør i Kinas centralbank Pan Gongsheng i et notat, som Reuters har set.

Også i Sydkorea forberedes indgreb mod kryptovalutaer, der kan ende med en total bandlysning. I Frankrig har finansminister Bruno Le Maire, ifølge Berlingske Business, udnævnt den tidligere franske vice­centralbankdirektør Jean-Pierre Landau til at få styr på, hvordan kryptovalutaer bør reguleres. Landau advarede allerede i 2014 mod kryptovalutaer.

Niklas Nikolajsen påpeger, at selvom bitcoin har haft et brat fald, så er værdien ”bare” tilbage på niveauet for seks uger siden. Og sammenligner man med kursen for et år siden, så har udviklingen stadig været eksplosiv i opadgående retning.

Kapitalforvalter advarer mod boble

Men det er med god grund, at der bliver sat spot på kryptovalutaerne, der lever sit eget liv uden regulering. Jeppe Christiansen, der er administrerende direktør hos kapitalforvalteren Maj Invest, ser i hvert fald tydelige faresignaler ved kryptovalutaerne.

- Det, vi taler om her, er en klassisk, finansiel boble, siger Jeppe Christiansen.

Kapitalforvalteren Maj Invest har ikke nogen fidus til kryptovalutaer som bitcoin. Video: Jens Nymark

Kapitalforvalteren anerkender, at der er spændende ting ved teknologien bag bitcoin, den såkaldte blockchain.

- På den ene side har du at gøre med en finansiel, spekulativ boble, og på den anden side er der noget teknologisk indhold, som formentligt bliver ved med at være der, og som er interessant, siger Jeppe Christiansen.

Kejserens nye klæder

Han sammenligner bitcoin og andre kryptovalutaer med det velkendte eventyr om "Kejserens Nye Klæder":

- Kejseren har jo ikke noget tøj på. Her har du noget, som jeg bedst kan beskrive med Warren Buffets ord fatamorgana. Der er ikke rigtigt noget i det, siger Jeppe Christiansen.

Men om kejseren allerede i 2018 bliver afsløret som aldeles nøgen som i eventyret, tør Jeppe Christiansen ikke spå om. Men han er sikker på, at al luften vil gå ud af bitcoin:

- Det har kunnet komme hertil, og det kan sikkert også komme meget længere. Ingen kan forudsige noget om bitcoin-kursen. Jeg tror, det er tilfældigheder i meget lang tid, indtil det falder fra hinanden, siger Jeppe Christiansen.

Kryptomarkedet var for to uger siden 5000 milliarder kroner værd, med de sidste dages fald er markedet 3200 milliarder kroner værd.