Topchef i Parken fratræder

Anders Hørsholt har været topchef i Parken Sport & Entertainment siden september 2012.

Anders Hørsholt fratræder tirsdag som koncerndirektør i Parken Sport & Entertainment. Det oplyser selskabet. 

Direktøren for et Parkens andre selskaber - Lalandia-direktør Jan Harrit - overtager topposten. 

- På baggrund af Lalandias stærke resultatudvikling under Jan Harrits ledelse har det været et naturligt valg at udnævne Jan Harrit til koncerndirektør i Parken Sport & Entertainment A/S, siger bestyrelsesformand Bo Rygaard i meddelelsen.

 - Jeg glæder mig samtidig over, at vi har et stærkt ledelsesteam i Parken Sport & Entertainment A/S, som vil blive yderligere forstærket med Katja Moesgaards tiltræden som kommerciel direktør i FCK den 1. februar 2018, tilføjer han.

Jan Harrit fortsætter samtidig som direktør for badelandene Lalandia.

Haft flere topposter i Parkens selskaber

Parken har sit udspring i fodboldklubben FC København, men fodboldaktiviteterne udgør i dag kun en del af selskabets samlede indtægter.

Selskabet driver ud over Lalandia blandt andet også Fitness.dk, som er en landsdækkende kæde af fitnesscentre.

Anders Hørsholt har været i selskabet siden 2003 og har haft flere topposter i Parkens selskaber. 

Han har således siddet i spidsen for selskabet i nogle år, som til dels har været præget af en sag om kursmanipulation mod selskabets tidligere ledelse.

Tidligere formand Flemming Østergaard og tidligere direktør Jørgen Glistrup fik hver en dom på 1,5 års fængsel i 2017 for grov kursmanipulation i 2007-2008.