Forrygende afkast for pensionsopsparerne - her er det bedste selskab

Det gode år sikres med flotte stigninger på danske og udenlandske aktier, rolige obligationskurser og meget fine afkast på alternative investeringer.

TV 2 kan nu kåre Danmarks bedste pensionsselskab blandt de største fem – det blev AP Pension, der opnåede et afkast til kunderne på 10,8 procent i 2017.

En aggressiv aktiestrategi og en god afdækning mod en stærkt faldende dollarkurs var med til at sikre AP Pension guldmedaljen i TV 2s undersøgelse.

- Vi har investeret meget i it-aktier – som selskabet bag Google, Alphabet, den kinesiske handelsplatform Alilbaba og Apple – og har fået en positiv vækstoverraskelse, så det har været med til at sikre os et godt afkast, siger AP Pensions investeringsdirektør, Ralf Magnussen, til TV 2 Business.

Skuffelse i Topdanmark

Der er tale om et comeback af rang, idet AP Pension for bare to år siden brændte fingrene ved at gå ud af det danske aktiemarked for tidligt – men nu er det tabte vundet tilbage.

- Vi har nu en overvægt af aktier og i særdeleshed cykliske aktier – aktier, der følger med op, når der er god vækst, siger Ralf Magnussen.

Sølvmedaljen går til Nordea Liv og Pension, der giver de andre selskaber baghjul med et afkast på 10,3 procent. Nordea har været præget af et hav af dårlige nyheder i året, der er gået – men Liv og Pensionskunder kan være tilfredse med et afkast, som lægger rigtig stærkt til pensionen.

Der er hård kamp om bronzemedaljen, men Danmarks største pensionsselskab, PFA Pension, slår ærkekonkurrenten Danica Pension med et mulehår, idet Danica med det tidligere PFA-team med Jesper Langmark i spidsen kunne ærgre sig over, at selskabet med 9,5 procents afkast måtte nøjes med fjerdepladsen.

Størst må skuffelsen imidlertid være for Topdanmark, der efter at have taget førstepladsen i 2016 dratter ned ad listen. Men Topdanmark  henviser til, at de har klaret sig bedre på den lidt længere bane.

- Afkastet for 2017 er tilfredsstillende, så vi har været i stand til at fastholde vores position som er,  at være et af de selskaber der leverer det bedste afkast på de lidt længere tidshorisonter, siger direktør Peter Hermann, Topdanmark Livsforsikring.

Sværere at overraske positivt

Undersøgelsen omfatter ikke SEB pension, der i 2017 blev købt af Danica. SEB Pension leverer ellers et flot afkast på 13,5 procent. Hvis SEB Pension havde fortsat som selskab, så havde de altså præsteret bedst.

Selvom 2017 har været et rigtig flot år, vil AP Pension ikke love et lige så godt år i 2018.

- Vi kommer til at købe færre obligationer i år, fordi centralbankerne strammer pengepolitikken, og selskaberne får sværere ved at overraske positivt. For at afkastet alligevel bliver rigtig fint, taler dog, at der er rigtig god gang i verdensøkonomien, siger Ralf Magnussen til TV 2.

Alle tal er for pensionsopsparere, der har valgt middelrisiko og har mindst 20 år til pension.

Tal for pensionsopsparere, der har valgt middelrisiko og har mindst 20 år til pension.

AP Pension

10,8 procent. 

Nordea Liv og Pension

10,3 procent.

PFA Pension

9,6 procent. 

Danica Pension

9,5 procent.

TopDanmark

9,1 procent.

Danskerne er blevet stadig mere interesseret i at spare op til pension, efterhånden som levetidsalderen er skudt i vejret og dermed har udhulet opsparingerne, hvis man ikke foretager yderligere indbetalinger.

Et nyt indgreb til fordel for de kommende pensionister, som bliver ramt af modregning i deres offentlige ydelser, ventes at være på vej fra regeringen og Dansk Folkeparti.