Danske forbrugerpriser er de højeste i EU og stiger fortsat

En undersøgelse viser, at Danmark er det dyreste land i EU. Priser ligger 47 procent over gennemsnittet.

Det er dyrt at være dansker, ikke mindst når man sammenligner med de øvrige EU-lande.

Det har Danmarks Statistik gjort i den såkaldte købekraftsundersøgelse, hvor man har undersøgt forbrugerpriserne på fødevarer og drikkevarer i de 28 EU-lande sidste år.

Undersøgelsen viser, at Danmark er det dyreste land af dem alle med priser, der ligger 47 procent over gennemsnittet.

Næstdyreste land er Sverige, hvor man betaler 26 procent mere end gennemsnitslandet.

Det er dyrere at fylde indkøbskurven i Danmark end nogen andre lande i EU.
Det er dyrere at fylde indkøbskurven i Danmark end nogen andre lande i EU. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

Lave priser i Østeuropa

I den anden ende slipper forbrugerne i Polen og Rumænien med at betale 38 procent mindre end gennemsnittet.

I sidste års undersøgelse lå Danmark også i top, men da lå priserne kun 42 procent over gennemsnittet.

En lille trøst er det, at det både er dyrere at være schweizer og islænding. Her ligger priserne på fødevarer henholdsvis 61 og 50 procent over gennemsnittet.