Jysk rigmand betaler for at flytte kommunal vej

16x9
Rigmanden Anders Holch Povlsen har fået Aarhus Kommune med på at flytte en offentlig vej foran Bestseller-ejerens gods. Foto: Jeppe Michael Jensen / Scanpix

Helt usædvanligt har Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen fået lov til at flytte en kommunal vej, der ligger klos op af rigmandens gods.

Har man penge, kan man få, og det gælder også for landets næstrigeste, Anders Holch Povlsen.

Bestseller-ejeren, der er god for over 40 milliarder kroner, har lavet en aftale med Aarhus Kommune om at flytte en kommunal vej nær hans private gods, Constantinsborg, i Aarhus.

Det skriver Finans.dk, der fortæller, at milliardæren har betalt flytningen af vejen. Beløbet er ikke oplyst, men det er meget dyrt at anlægge veje.

Ifølge erhvervsmediet begrunder Anders Holch Povlsen behovet for flytningen af den offentlige vej med, at støjen fra de omkring 1800 dagligt forbikørende biler laver revner i godsets bygninger og hæmmer driften.

Kommunen vil gerne - men ikke betale

Ved at betale af egen lomme får Anders Holch Povlsen rykket vejen 45 meter væk fra godset, og hastighedsgrænsen sænkes fra 80 til 60 kilometer i timen.

Aarhus Kommune har intet imod flytningen af Storskovvej, men ville på den anden side ikke have afsat penge til at gøre det, siger Carsten Thomsen, der er projektleder for vejanlæg i Aarhus Kommune.

- Generelt kunne mange af vores veje nyde godt af en opgradering, så ethvert projekt vil indgå i en samlet prioritering. Den aktuelle strækning (Storskovvej, red.) ville formentlig ligge ret langt nede og næppe blive prioriteret i løbet af en overskuelig fremtid, skriver Carsten Thomsen i en mail til Finans.

Det er - ifølge mediet Finans - vejen Storskovsvej, som skal flyttes ved godset Constantinsborg.
Det er - ifølge mediet Finans - vejen Storskovsvej, som skal flyttes ved godset Constantinsborg. Foto: Google Maps

Han kender ikke tidligere eksempler på samarbejder med private om vejprojekter i Aarhus Kommune.