Danskernes forbrug af frugt og grønt stiger

Forbrugere i Danmark købte markant mere økologisk frugt og grønt fra udlandet i 2016. Også eksporten stiger.

Både import og eksport af økologiske varer i Danmark stiger og fortsætter dermed tendensen fra de senere år. Det viser ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Men de danske forbrugeres appetit på økologiske varer - og især frugt og grønt - betyder, at importen steg markant i 2016, hvor den lagde større afstand til eksporten.

Der blev samlet indkøbt økologiske varer for 3,2 milliarder kroner fra udlandet til Danmark i 2016. Samtidig solgte de danske producenter for 2,4 milliarder kroner økologi til udlandet.

I 2015 var tallet for importen 2,4 milliarder kroner, mens der blev eksporteret for knap to milliarder kroner.

Af de økologiske varer, vi køber fra udlandet, udgør frugt og grøntsager den største gruppe. I 2016 steg importen af frugt og grønt med 48 procent til knap 1,2 milliarder kroner.

Ud over frugt og grøntsager er det især korn og kornvarer og såkaldte foderstoffer, der importeres.

Vi henter især økologiske produkter hjem fra Tyskland, Holland og Italien. Generelt er det især fra EU-landene, vi køber økologiske produkter. Men en mindre del af varerne kommer for eksempel hele vejen fra Asien til de danske indkøbskurve.

Mejeriprodukter og æg fylder mest

Af de varer, som danske økologiske producenter sender til udlandet, er mejeriprodukter og æg klart den største gruppe.

Herefter kommer frugt og grøntsager samt varegruppen andre næringsmidler, der blandt andet inkluderer tørmælk og andre kolonialvarer.

De største aftagere af danske økologiske varer er Tyskland, Sverige, Kina og Frankrig.

Økologiske varer udgjorde 2,1 procent af den samlede eksport af føde- og drikkevarer samt foder i 2016. Tilsvarende udgjorde importen 4,1 procent.