Legetøjsgigant i krise – låner op til en kvart milliard af sin ejer

16x9
Top-Toy, der står bag Fætter BR-kæden, presses af internethandel og aggressive supermarkeder. Foto: BJARKE ØRSTED / Scanpix Danmark

Svigtende salg betyder, at Top-Toy har været tæt på at bryde sine låneaftaler med kreditorerne.

I efteråret 2015 betalte kapitalfonden EQT 1,7 milliarder kroner til legetøjsfamilien Gjørup for 75 procent af Top-Toy og FætterBR-kæden.

Men nu har kapitalfonden igen haft en check med masser af nuller oppe af lommen, for Top-Toy har fået et lån – en såkaldt waiver - på 250 millioner kroner stillet til rådighed.

Det skriver branchemediet InsideBuiness.

Dermed har Top-Toy fået et åndehul til at finde en løsning på de finansielle udfordringer, der tårner sig op.

Legetøjskæden har samlet set en rentebærende gæld på næsten 1,6 milliard kroner. En gæld, der alene i seneste regnskabsår, steg med 200 millioner kroner. Samtidig går salget tilbage.

- Det er korrekt, at vi har fået en Waiver, hvilket hænger sammen med den svigtende omsætning, der, som vi skriver i pressemeddelelsen, blandt andet skyldes en våd sommer med mindre salg end håbet på samt implementeringen af et nyt IT-system, der har påvirket både omsætningen og omkostningerne, lyder det i et skriftligt svar til InsideBusiness fra Top-Toys vicedirektør og kommunikationschef Liselotte Gjerdrum Carlsen.

Stigende konkurrence

Det er den stigende konkurrence på nettet, der sammen med supermarkedernes hidsige forsøg på at vinde kampen om legetøjssalget op til jul presser priserne – og dermed omsætningen i Top Toy.

- Supermarkederne sælger blandt andet Lego på tilbud op til jul. Det gør, at der kommer pres på priserne og på salget. Og når man har et svigtende salg kombineret med en stor gæld, så kommer man derud, hvor bankerne begynder at blive bekymret, siger redaktør på InsideBusiness Morten Johnsen.

Med indskuddet fra EQT er problemerne dog løst på den korte bane – eller måske nærmere udskudt.

- Ejerne har tilkendegivet at de, hvis der er behov, vil indskyde kapital på 250 millioner kroner. Det fulde beløb er dog ikke indskudt på nuværende tidspunkt, uden vi dog kan gå i detaljen omkring det præcise beløb. For indeværende er vores finansielle udfordringer dermed løst, men ultimativt skal vi gerne se en toplinjevækst, lyder det fra Liselotte Gjerdrum Carlsen.