ATP giver tidlig pensions-julegave til danskerne

16x9
Årsagen til, at det er lykkedes at finde de mange ekstra milliarder i pengetanken, er ATP's gode investeringsafkast de senere år. (Arkivbillede.) Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

ATP har besluttet af forhøje medlemmernes pension med én procent.

Det er lige præcis blevet december, og ATP har allerede den første pakke klar til de mere end fem millioner danskere, der har en pensionsordning der.

Selskabets bestyrelses har nemlig besluttet at forhøje medlemmernes pension med én procent pr. 1. januar.

Det gælder både dem, der er gået på pension, men også dem, der først gør det en gang i fremtiden.

Det drejer sig totalt set om et beløb på 6,4 milliarder kroner. Ifølge ATP betyder det, at det for en 65-årig, der er berettiget til en fuld ATP på 23.500 kroner årligt, svarer til en stigning på 235 kroner i pension om året. 

Stærke resultater kommer medlemmer til gode

Årsagen til, at det er lykkedes at finde de mange ekstra milliarder i pengetanken, er gode investeringsafkast de senere år.

- Jeg glæder mig over, at vi igen har leveret stærke resultatet, og at det denne gang kommer medlemmerne direkte til gode, siger Christian Hyldahl, der er direktør i ATP.

De seneste fem år er pensionerne blevet forhøjet med i alt 14,7 milliarder kroner.

Derudover har stigende levealder betydet, at der er afsat yderligere 17 milliarder kroner til forlængelse af pensionerne.

ATP Livslang Pension er for knap halvdelen af alle pensionister den eneste pensionsindtægt ud over folkepensionen.