Han tog et af landets sværeste chefjob - nu smutter han igen

16x9
Cees de Jong har stået i spidsen for Chr. Hansen siden 2013, og i den periode er aktiekursen steget 188 procent. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø / Scanpix Denmark

Ingrediensvirksomheden Chr. Hansen mister sin succesfulde hollandske topchef, Cees de Jong.

Den danske ingrediensvirksomhed Chr. Hansen skal ud og finde sig en ny administrerende direktør, efter hollandske Cees de Jong her til morgen har annonceret, at han ikke længere vil stå i spidsen for C20-selskabet.

Og mens det måske er de færreste danskere, der har det store kendskab – eller bare et lille kendskab – til Chr. Hansens afgående direktør, er han et stort navn i branchen. Og det er der gode grunde til, lyder det fra aktieanalytiker Morten Imsgard fra Sydbank.

- Han tiltrådte for fem år siden i et af de sværeste job i dansk erhvervsliv, for allerede dengang var Chr. Hansen en ekstremt veldrevet virksomhed, så det var svært at se, hvordan man skulle kunne komme ind som ny direktør og gøre det bedre, siger Morten Imsgard til TV 2 og fortsætter:

- Men han har jo gjort det fremragende.  Han har evnet at se strategisk på virksomheden, og på hvor væksten og indtjeningen ligger i fremtiden.

Fra bestyrelsen i Chr. Hansen er der kun rosende vendinger til den afgående topchef.

- Cees har gjort et fantastisk stykke arbejde for Chr. Hansen og aktionærer, medarbejdere og andre interessenter. Sammen med direktionen har Cees ledet virksomheden og leveret resultater i overensstemmelse med vores finansielle målsætning. Han har bidraget til at udvikle en ambitiøs strategi og været drivkraften bag vores initiativer i nye vækstområder, skriver Ole Andersen, bestyrelseformand i Chr. Hansen.

Aktiekursen næsten tredoblet

Kigger man på aktiekursen, bakker den godt op om de rosende ord fra bestyrelsesformanden og aktieanalytikeren.

Vi kommer ikke til at se, at investorerne ”springer ud af aktievinduet” i Chr. Hansen

Per Hansen, Nordnet

Den lægeuddannede Cees De Jong overtog direktørposten i Chr. Hansen i april 2013, og siden den dag er aktiekursen steget 188 procent.

Men hvis man frygter kursklø på børsen, som man så det, da den succesrige Lundbeck-chef Kaare Schultz tidligere på efteråret trådte af, kan man godt tro om igen, lyder analysen fra investeringsøkonom Per Hansen.

- Vi kommer ikke til at se, at investorerne ”springer ud af aktievinduet” i Chr. Hansen på samme måde, som det er sket i Lundbecks tilfælde efter en prominent annoncering af et CEO-skifte. Chr. Hansen var og er i økonomisk topform, og der er ikke noget, som tyder på, at potentialet er forløst, siger Per Hansen fra børsplatformen Nordnet.

Vil være bestyrelsesmedlem

Cees de Jong forklarer selv, at han forlader Chr. Hansen for at blive professionelt bestyrelsesmedlem. Han bliver dog siddende, indtil en fuldgyldig afløser er fundet.

- Chr. Hansen har et unikt kompetencegrundlag og udsigt til stærk vækst, og det er, og har været, et stort privilegium at stå i spidsen for forretningen siden 2013. Virksomheden og dens medarbejdere har skabt fremragende resultater og opfylder fortsat målene i Nature’s no. 1-strategien, der fokuserer på at gøre Chr. Hansen til en ægte global virksomhed inden for mikrobielle løsninger, udtaler Cees de Jong i en skriftlig meddelelse og fortsætter:

- Selvom jeg nu vælger at forfølge en anden karriere, vil jeg fortsat være fuldt engageret i min rolle som administrerende direktør for Chr. Hansen, indtil min afløser er på plads, udtaler Cees de Jong i en skriftlig meddelelse.