Tesla-boss fyrer 400 medarbejdere - de var ikke gode nok

16x9
Teslas administrerende direktør, Elon Musk, har fyret hundredevis af medarbejdere efter en intern evaluering. Foto: PETER PARKS / Scanpix Denmark

Tesla er nu i gang med at finde nye medarbejdere, der bedre kan leve op til virksomhedens krav.

En intern test får nu alvorlige konsekvenser for medarbejderne hos elbilproducenten Tesla. Det skriver det engelske medie The Guardian.

Virksomheden har haft store problemer med at leve op til den store efterspørgsel på virksomhedens nye satsning: Model 3.

Bilen, der er den hidtil billigste, som Tesla har produceret, er blevet forudbestilt af mere end 450.000 kunder, men i sidste kvartal blev der kun lavet 260 biler.

Nu er Tesla-direktøren, Elon Musk, begyndt at rydde op i virksomheden.

Et sted mellem 400 og 700 ingeniører, sælgere og medarbejdere i produktionen har fået sparket, fordi de simpelthen ikke var gode nok, skriver The Guardian.

På trods af massefyringerne forventer virksomheden at ansætte flere hundrede nye medarbejdere, der bedre kan leve op til de interne krav, så man kan øge produktiviteten kraftigt og få kørt nogle nye biler ud til kunderne.

Tesla har haft store problemer med at leve op til efterspørgslen på virksomhedens nye Model 3.
Tesla har haft store problemer med at leve op til efterspørgslen på virksomhedens nye Model 3. Foto: Handout . / Scanpix Denmark

190 milliarder mere værd på et år

Tesla har i år kæmpet med store underskud. I det seneste regnskabskvartal lød hullet i kassen på mere end to milliarder kroner, men det slog ikke Elon Musk ud af kurs.

- Det her er den bedste fornemmelse af Teslas fremtid, jeg nogensinde har haft, sagde han ifølge Bloomberg News om regnskabet.

Og det lader til, at investorerne på aktiemarkedet har været enige. Det seneste år er virksomheden blevet knap 190 milliarder kroner mere værd. Det er mere end en fordobling af virksomhedens værdi.

Salget gået i stå i Danmark

Herhjemme har virksomheden det dog svært efter, at regeringen fra 2016 indførte højere afgifter på elbiler. Noget, der især ramte Teslas store salgssucces, Model S.

Bilen var med til at skubbe gang i det danske salg af elbiler mellem 2013 og 2015, men med de nye afgifter er salget af bilen gået fuldstændigt i stå.