Overskud sætter rekord: Derfor tjener Samsung penge, når du køber en iPhone

Samsung tjener én milliard kroner om dagen - og en betydelig del af indtjeningen skyldes, at der bliver solgt flere iPhones.

Sydkoreas absolut største selskab, teknologi-kæmpen Samsung, skovler penge ind. Netop offentliggjorte tal viser, at Samsung de seneste tre måneder har tjent 80 milliarder kroner.

Herhjemme er Samsung primært kendt for selskabets mobiltelefoner, tv-apparater og andet elektronisk udstyr, men langt størstedelen af Samsungs forretning kommer fra salg af teknologisk 'indmad'. Og her er det faktisk de selskaber, som Samsung udadtil konkurrerer med, der er de største kunder.

- Man skal jo være opmærksom på, at Samsung faktisk tjener mere, når Apple sælger en iPhone, end når selskabet sælger en Samsung-telefon, siger Torben Vognsen, der er chefredaktør på tech-mediet Input.

- Selve skærmen og en stor del af indmaden på en iPhone kommer fra Samsung, og sådan er det også for en lang række andre produkter, og det er en af de væsentligste grunde til, at Samsung nu tjener flere penge end nogensinde før, uddyber han.

Eksplosionsfare og bestikkelse

Det er ellers ikke fordi, at alt har været en dans på roser for Samsung det seneste år.

Topmodellen Galaxy Note 7 blev for et år siden taget af markedet, efter batteriet i flere tilfælde var brudt i brand. Risikoen for, at Samsung-telefonerne ville eksplodere førte blandt andet til evakueringen af et passagerfly i USA, og den sag kostede selskabet dyrt - både på imagekontoen og på bundlinjen.

Tidligere i år kom Samsung igen i søgelyset, da den stenrige Samsung-familie, der i Sydkorea nærmest har royal status, var involveret i en omfattende sag om bestikkelse. Her blev et medlem af familien idømt fem års fængsel.

Men det er tydeligvis ikke noget, der har påvirket selskabets evne til at tjene penge, understreger Torben Vognsen.

- Selskabet har tacklet kriserne på en god måde - de var for eksempel hurtige til at få telefonerne kaldt tilbage. Og det, tror jeg, er en af de væsentligste grunde til, at de er kommet så stærkt ud på den anden side, vurderer han.

Intelligente køkkenmaskiner er næste sats

En del af de mange penge, der i øjeblikket vælter ned i Samsung i forvejen bugnende pengekasse, skal bruges til at komme ind på nye forretningsområder.

- Samsung er allerede meget stor i forhold til køkkenmaskiner som for eksempel køleskabe og vaskemaskiner i Sydkorea, og det er et område, de satser massivt på. Her er der store muligheder i det, man populært sagt kalder intelligente køkkenmaskiner, og det er noget, Samsung ser store muligheder i, siger Torben Vognsen.

Han understreger, at Samsung har gode muligheder for at blive blandt de allerbedste - og allerstørste - inden for det område.

- Som de nu igen har vist, er de jo imponerende gode til at tjene penge, og det gør, at de står meget stærkt i forhold til at gå ind i nye forretningsområder.

Indtjeningen tredoblet

Det endelige regnskab for tredje kvartal er endnu ikke offentliggjort, men traditionen tro drypper Samsung godbidder fra sine regnskaber forud for offentliggørelsen af de endelige tal.

Regnskabet for tredje kvartal bliver således præsenteret i slutningen af oktober, men allerede nu oplyser Samsung, at driftsoverskuddet for perioden lander på 14,5 billioner won, der svarer til over 80 milliarder kroner.

Driftsoverskuddet er således næsten tre gange højere end i samme kvartal året før - og det bedste i selskabets historie. Omsætningen i de tre måneder fra juli til september ventes at være øget med næsten 30 procent til 62 billioner won, som svarer til 345 milliarder kroner.