Du er blevet mærkbart rigere - så meget afkast har din pension givet

16x9
Pensionskasserne leverer pæne afkast. Foto: Torben Christensen / Scanpix Danmark

Tre fjerdedele igennem året kan du som pensionsopsparer være godt tilfreds, for du er højst sandsynligt blevet mærkbart rigere.

De private pensionsselskaber har haft endnu et kvartal med udbytterige satsninger på kundernes vegne.

De har været godt hjulpet af stigende aktier kloden rundt, men også jagten på investeringer uden for børsmarkedet har varmet godt og grundigt op for værdierne.

En gennemgang fra analysefirmaet Morningstar viser, at pensionsselskaberne i årets første ni måneder har leveret afkast på mellem 5 og 10 procent.

100.000 kroner ekstra

For en kunde i Danica Pension, der med et afkast på 7,86 procent placerer sig midt i feltet, er der dermed kommet betydeligt flere kroner på opsparingen. Selskabets beregninger viser, at en 45-årig pensionsopsparer med middelrisiko (vægtningen af aktier contra obligationer og alternative investeringer, red.), der ved årets start havde en opsparing på en million kroner, og som månedligt indbetaler 5000 kroner til pension, har tjent 79.957 kroner i årets første ni måneder.

Havde den samme kunde valgt en høj risiko, så var afkastet steget til omkring 100.000 kroner.

En gennemsnitlig pensionsopsparer med middel risiko har fået 104 procent i afkast siden bunden i 2009.
En gennemsnitlig pensionsopsparer med middel risiko har fået 104 procent i afkast siden bunden i 2009. Foto: TV 2/Morningstar

Og det er ikke kun i år, pensionsopsparerne har haft gyldne tider. Faktisk viser tal fra analysefirmaet Morningstar, at pensionsopsparere med 20 år til pensionering, der har valgt middel risiko og livscyklusprodukter - altså opsparinger, der er karakteriseret ved, at risikoen automatisk falder i takt med, at man bliver ældre - har mere end fordoblet værdien af pensionsopsparingen siden 2009.

Lavere afkast i vente

Men meget tyder på, at pensionsopsparerne skal vænne sig til lavere afkast de kommende år.

- Det er meget vigtigt, at vi har en spredt portefølje med en begrænset risiko for at skabe et solidt, langsigtet afkast til kunderne. Men det forventede afkast i 2018 bliver noget lavere end i 2017, siger Jesper Langmack, investeringsdirektør i Danica Pension.

SEB Pension i top

Helt i toppen over afkast ligger SEB Pension, der i årets første ni måneder har leveret et afkast på 10,3 procent.

SEB Pension har leveret det bedste afkast i årets første ni måneder med 10,3 procent.
SEB Pension har leveret det bedste afkast i årets første ni måneder med 10,3 procent. Foto: TV 2/Morningstar

Et lille stykke efter følger AP Pension med et afkast på 8,16 procent, mens Danica Pension og Nordea leverer et afkast på henholdsvis 7,86 procent og 7,41 procent. En smule lavere ligger PFA, der har leveret et afkast på 6,76 procent i årets første ni måneder.

I bunden ligger Skandia, der blot har leveret et afkast på fem procent.