Ryanair mindsker flyvninger - 400.000 kunder berøres

Lavprisselskabet Ryanair har stadig problemer med at leve op til sine løfter.

Ryanair mindsker antallet af flyvninger fra november for at sænke antallet af aflysninger.

Det skriver Ryanair i en pressemeddelelse

Tidligere på måneden fortalte Ryanair, at man aflyste over 2000 afgange i september og oktober for øge pålideligheden - andelen af fly, der afgår til tiden. 

Det fortsætter nu ind i vinterhalvåret, hvor aflysningerne dog bliver omtalt som skemaændringer. 

- Ryanair vil mindske sin vækst denne vinter ved at flyve 25 fly færre fra november og 10 fly færre fra april 2018.

 - Ved at reducere antallet af afgange på den måde vil Ryanair eliminere risikoen for yderligere aflysninger, fordi mindre vækst vil give masser af overskydende fly og overskydende bemanding, skriver Ryanair.

Ryanair oplyser, at nedskæringen på 25 fly fra november til marts berører omkring 400.000 kunder, der allerede har bestilt billetter til disse afgange. 

De er blevet tilbudt refusion af billetprisen eller alternative rejser. Til både de 400.000 passagerer, der er berørt af onsdagens skemaændringer, og de 315.000 passagerer, der har fået aflyst deres billetter i september og oktober, giver Ryanair et gavekort på 40 euro - 300 kroner - hver vej.

 - Vi undskylder ydmygt over for de kunder, der er blevet ramt af sidste uges aflysninger eller disse fornuftige skemaændringer, der bliver offentliggjort i dag. 

- Mens over 99 procent af vores 129 millioner kunder ikke bliver berørt af aflysninger eller forstyrrelser, beklager vi dybt enhver tvivl, vi har skabt hos eksisterende passagerer, når det kommer til Ryanairs pålidelighed eller risikoen for yderligere aflysninger, skriver administrerende direktør Michael O'Leary i meddelelsen.

 For selskabets piloter, der har protesteret voldsomt over dårlige arbejdsforhold, vil opbremsningen af Ryanairs trafik give mere ro i vagtplanerne. 

Ryanair vurderer i meddelelsen, at aflysningerne vil koste under 25 millioner euro, og at gavekortene ligeledes vil koste under 25 millioner euro.