Succesdirektør stopper i Lundbeck - aktien tager styrtdyk

16x9
Kåre Schultz siger farvel til sit topjob hos Lundbeck for at stå i front hos den internationale medicinalkæmpe Teva. Foto: ERIK REFNER / Scanpix Denmark

Kåre Schultz stopper som administrerende direktør i Lundbeck efter lidt over to år. Det uventede exit sender investorer på flugt.

Topledelsen i Danmarks næststørste medicinalselskab forlader skuden. Kåre Schultz, der siden maj 2015 har stået i spidsen af koncernen, stopper for at tage et topjob i den internationale kopimedicinkoncern Teva Pharmaceuticals.

Det oplyser selskabet mandag morgen. Også Lundbecks driftschef Staffan Schüberg fratræder sin stilling for at overtage topposten i et privatejet selskab. 

Det får investorerne til at sende aktien ned med 12 procent ved markedernes åbning. 

Ledelsesduoen har sammen vendt Lundbeck fra at være et presset medicinalselskab med udfordrende patentudløb på de milliardsælgende lægemidler, til at Lundbeck nu står med en bred pallette af lovende medicin. Aktiekursen er steget med lige knap 200 procent - eller 55 milliarder kroner i markedsværdi - siden Kåre Schultz trådte til i maj 2015. 

Jeg fik bare et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til.

Kåre Schultz, afgående topchef i Lundbeck

- Kigger vi på Lundbeck nu og sammenligner med andre selskaber, og hvad de har af vækstperspektiver, så er der et eller andet x-factor over Lundbecks værdiansættelse. Den x-factor er nok Kåre Schultz, siger Michael Friis Jørgensen, analytiker hos Alm. Brand Markets, til TV 2. 

Aktiekursens retning hos Teva Pharmaceuticals har haft stik modsat fortegn det seneste år efter en række dårlige nyheder for medicinalkæmpen. Bare den seneste måned har investorerne skåret halvdelen af kursværdien, efter at Teva fremlagde skuffende regnskabstal. 

Kåre Schultz
Kåre Schultz Foto: NIELS AHLMANN OLESEN / Scanpix Denmark

- Fremtidsudsigterne er positive, vi har høj profitabilitet og vil generere et stærkt cash flow mange år fremover, og jeg kunne let se mig selv fortsætte i Lundbeck i en årrække. Jeg fik bare et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til, som administrerende direktør i et af verdens største medicinalvirksomheder, siger Kåre Schultz i en fondsbørsmeddelelse.

Lundbeck har tidligere kæmpet en indædt patenttvist med Teva, fordi Teva kopierede Lundbecks depressionsmidler. De to selskaber indgik et forlig i sagen i 2012. 

Lundbecks aktiekurs er steget med lige knap 200 procent, siden Kåre Schultz trådte til i maj 2015.
Lundbecks aktiekurs er steget med lige knap 200 procent, siden Kåre Schultz trådte til i maj 2015. Foto: Bloomberg

Bestyrelsen leder efter afløser

Formanden Lars Rasmussen går sammen med resten af bestyrelsen straks i gang med at finde afløsere. 

- Det er meget beklageligt, at både Kåre og Staffan ønsker at fratræde på samme tid. Men de forlader Lundbeck på et tidspunkt, hvor selskabet står stærkt og har et solidt momentum med en klar strategisk retning, siger han ifølge meddelelsen.

Lundbeck kaprede Kåre Schultz til topchef på et tidspunkt, hvor han sad som kronprins hos Novo Nordisk. Men han smækkede godt nok grundigt med døren, da han blev forbigået i kampen om at blive diabetesgigantens nye administrerende direktør.